23948sdkhjf

Tryk på beskæftigelsen det nordlige Skandinavien

Chaufførmanglen er også slået igennem i Kiruna – Stor efterspørgsel på stål øger transportaktiviteten.

Chaufførmanglen er også slået igennem i Kiruna – Stor efterspørgsel på stål øger transportaktiviteten.



Af Finn Bjerremand

I Danmark har vi for længst vænnet os til, at der er stor efterspørgsel efter arbejdskraft og derfor også stor mangel på kvalificerede chauffører til at køre med det rullende materiel. Men er det også sådan i andre dele af Skandinavien.

Danmarks Transport-Tidende har været i Nordsverige, hvor vi bl.a. besøgte byen Kiruna. Her er situationen meget lig, det vi kender her til lands. Vi besøgte bl.a. entreprenør og vognmandsfirmaet Bletab, der står for Bröderna Lindmarks Entreprenad & Transport AB.

Virksomheden, der har domicil i den sydøstlige del af Kiruna, er bl.a. storleverandør af transportløsninger til mineselskabet LKAB, der netop nu oplever en nærmest eksplosiv vækst.

Efterspørgsel på stål

Det skyldes ikke mindst den store efterspørgsel på stål, hvor prisen derfor samtidig er i top.

LKABs mine kører nærmest i døgndrift, og derfor må logistikken nødvendigvis også følge med. Det betyder, at Bletab har mange flere chauffører, end man har lastvogne, fordi lastvognene ruller i dobbeltskift.

Under besøget fortalte Roland Lindmark, der sammen med sin bror Ronny Lindmark driver vognmands- og entreprenørvirksomheden, og som er tredje generation i det familieejede firma, at selskabet råder over 34 lastvogne samt tilhørende påhængskøretøjer og 35 entreprenørmaskiner.

Det samlede antal ansatte ligger omkring 100. Hver dag transporterer firmaets store vogntog, der består af treakslede forvogne, med tilkoblede fireakslede påhængsvogne med tippelad ca. 500 til 550 ton dolomitkalk.

Vogntogene overholder den svenske spændetrøjebestemmelse for 24 meter lange vogntog, der kræver en vis minimumsafstand fra den bagerste til den forreste aksel i hele vogntoget for at kunne udnytte den gældende maksimumsgrænse på 60 ton vogntogsvægt.

Det betyder også, at det er nødvendigt med en meget lang trækstang mellem forvognen og påhængsvognen.

Til Luleå

Kalken hentes i Masugnsbyen, der ligger ca. 110 km syd øst for Kiruna og fragtes derfra til LKABs mine i Kiruna. Når der køres længst væk, går transporterne som regel til Luleå, der er ca. 350 km væk.

Udover kontor og mindre servicefaciliteter i det østlige Kiruna, har Bletab også et værksted under jorden, nede i minen.

Dertil kommer et værksted i Svappavaara. Sidste år omsatte Bletab ca. 180 mio. svenske kr. på koncern-niveau.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063