23948sdkhjf

Minivan med stort M

Fiat, Citroën og Peugeot præsenterer helt ny van-model, der produceres i Tyrkiet

Fiat, Citroën og Peugeot præsenterer helt ny van-model, der produceres i Tyrkiet



Af Lars Lassen

PSA Peugeot-Citroën og Fiat udvider det succesfulde samarbejde på van-området med en helt ny minivan, der er væsentligt mindre end Fiat Doblo.

Den nye minivan skal produceres i samarbejde den tyrkisk industrigigant Koç i selskabet Tofas – der ejes af Fiat og Koç i fællesskab. Produktionen skal foregå på Tofas fabrik i Bursa i Tyrkiet.

Den nye bilmodel får navnene Fiat Fiorino, Citroën Nemo og Peugeot Bibber og skal gradvist introduceres på det europæiske marked fra slutningen af 2007.

Længden er opgivet til 3,86 meter og varerumsvolumen til 2,5 kubikmeter. ’Lagerpladsen’ kan dog udvides til 2,8 kubikmeter ved at folde passagersædet sammen og svinge varerums-adskillelsen fremad.

Det forlænger også varerummet til 2,5 meter. Lasteevnen er respektable 610 kilo inklusiv fører. Læssehøjden ved bagdøren er 53 centimeter.

Køretøjet er 1,72 meter højt og 1,71 meter bredt.

Visuelt ligger den nye van sig tæt op ad den langt større Ducato, Jumper og Boxer, med en tilsvarende front.

Forbløffende rummelig

Transport-Tidende havde lejlighed til at danne sig et førstehåndsindtryk af Fiat Fiorino på Transpotec messen i Milano i starten af oktober. Inde bag rattet står det klart at trods den beskedne størrelse på den nye minivan, så har designerne gentaget det klassiske Fiat-kunststykke ved at lave en forbløffende rummelig bil i en meget lille pakke. Det er rimeligt let at komme ud og ind og komforten er ok. Det er uvist hvordan støjniveauet er i kabinen, men vælger man den udstillede gitterløsning som varerums-adskillelse, så får man utvivlsomt ’glæde’ af den store klangbund, som varerummet udgør.

Der er servostyring, ABS-bremser og førerairbag som standard ifølge den internationale pressemeddelelse. Men der er naturligvis også en lang liste af ekstratudstyr med blandt andet parkeringssensorer. Separat aflåsning af varerum er angiveligt standard. Der kan vælges mellem ingen, en eller to skydedøre i siderne. Passagerairbag og sideairbags kan tilkøbes som ekstraudstyr, men ESP er simpelthen ikke på programmet.

Miljøvenlig

Den nye minivan leveres i to motorvarianter: En 1,4 liters benzinmotor og en mere interessant dieselmotor på 1,3 liter og 75 hk. Sidstnævnte kan angiveligt trække Fiorino, Nemo eller Bibber 22 kilometer på en enkelt liter dieselolie.

Der kan vælges mellem en femtrins manuel gearkasse eller en sekstrins automatiseret gearkasse.

Vendediameteren er opgivet til lige under 10 meter.

Det er uvist hvornår den nye bilmodel kommer til Danmark, men den virker som et oplagt bud på en grøn miljøvenlig budbil i den lette ende – ikke mindst efter afgiftsomlægningen, der jo favoriserer lette og brændstoføkonomiske gulpladebiler.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078