Luftfragten fortsat op, posten ned
Også efter afslutningen af statistikken for september måned er det et godt år for luftfragt på Færøernes Vagar Lufthavn.
Af Herbert Nielsen
Den seneste opgørelse viser en stigning på 2.1 procent til 42.8 tons. Procenten er måske ikke helt blandt de store, men det skal dog ses i lyset af de foregående måneders stærke vækst, der for eksempel i august var på 15.4 procent.
For året til dato er der således tale om en fremgang på hele 14.3 procent, og det er godt og vel det dobbelte af branchens forventede gennemsnit i 2007. I alt håndterede lufthavnen 381 tons fragt i årets første tre kvartaler.
En tilbagegangFor postens vedkommende ser det lidt anderledes ud; her er der tale om en tilbagegang på hele 9.2 procent i september, til i alt 33.6 tons.
For årets først ni måneder kan Vagar Lufthavn herefter bogføre i alt 304 tons post, hvilket er en samlet tilbagegang på 2.9 procent.