Foreslår europæisk modul-konference
Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen mener, at det er ærgerligt, at Tyskland er ved at vende tommelfingeren nedad for modulvogntog. Venstre vil derfor prøve at skabe en europæisk konference om modulvogne f.eks. et sted i Tyskland og foreslår, at den holdes næste år.
- Det er ærgerligt, at der fortsat er 10 ud af 16 tyske delstater, som vender tommelfingeren nedad for kørsel med modulvogntog i Tyskland. Ærgerligt, fordi der er store transportøkonomiske og miljømæssige gevinster at høste, hvis de godt 25 meter lange lastvognstog får en betydelig andel af vejgodstransporten i Europa.
Det mener Venstres trafikpolitiske ordfører Kristian Pihl Lorentzen, som peger på at modulvogtog kan give en markant reduktion i brændstofforbruget på 15 pct. samtidig med at transportomkostningerne reduceres.
- Positive erfaringer fra modulvogntog kender vi fra Sverige og Finland, hvor man for længst har set potentialet. Også Holland, der er præget af stor trafikal trængsel, er langt fremme med anvendelse af modulvogntog. Men Tyskland er i sagens natur en prop i hullet, og derfor er der grund til at ærgre sig over den uforståelige tyske modstand, påpeger han også slår fast:
Saglig debat- Der er brug for en aktiv indsats, så vi gennem reel information og saglig debat udbreder kendskabet til potentialet i anvendelse af modulvogntog. Venstre vil derfor tage initiativ til samling af alle relevante kræfter om at holde en europæisk konference om modulvogntog i andet halvår af 2008. Konferencen kan passende holdes et sted i Tyskland, så vi får henledt tyskernes opmærksomhed mest muligt på sagen.
- Venstres mål er udbredelse af modulvogntog, så de kommer til at køre på det overordnede europæiske vejnet. Som et vigtigt delmål ønsker vi, at der i en overskuelig fremtid indgås en aftale med Tyskland om transitkørsel fra Danmark til Holland via en aftalt korridor. I mellemtiden drejer det sig om at få sat gang i det danske forsøg med modulvogntog, som er vedtaget af Folketinget, siger han og undrer sig over, at
Københavns kommune har besluttet ikke at tillade kørsel med modulvogntog til Københavns Havn som led i forsøget.