Nu rumler atter spørgsmålet om en EU-afstemning herhjemme. Den nye traktat er ved at blive gjort færdig efter, at dens forgænger faldt ved afstemningerne i Frankrig og Holland. Og man kan så småt se konturerne af hele det gamle cirkus med modstandere og tilhængere – før det er besluttet, om vi overhovedet skal have en afstemning.

Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, hvis vi én gang til skal igennem hele møllen og starte med Adam og Eva. Ved alle de tidligere afstemninger, er det jo endt med at blive en diskussion om selve vores EU-medlemskab, snarere end om det aktuelle spørgsmål, som er lagt ud til vælgerne.

Hvis demokratiet tilsiger, at der bør stemmes, så må vi naturligvis ikke vige tilbage for at tage en hvilken som helst diskussion. Hvis der skal afgives suverænitet (det tyder det dog ikke umiddelbart på), så skal der en afstemning til. Men der er ingen grund til at opsøge en afstemning, hvis ikke der er rimeligt behov for den.

Men der er ikke tvivl om, at vi har behov for en ny traktat efter, at EU er blevet udvidet til 25 lande. Internationalt samarbejde er altid en vanskelig opgave, hvis der skal træffes bindende beslutninger for alle. Danmark har netop været vært ved en konference i FN-regi, nemlig IMOs søsikkerheds-komités vigtige møde med 750 deltagere fra hele verden. Det er en svær diplomatisk balance-akt, at få forpligtende beslutninger vedtaget, og det er en meget tidskrævende proces. Det kan tage år, at få vigtige ændringer igennem, selv på så afgrænset et felt som søsikkerhed. Heldigvis lykkedes det for Danmark at få sat et flot fingeraftryk på beslutningerne denne gang.

Hvis man har set EU-apparatet i ”action”, kan man ikke være i tvivl om, at det også her er en tung proces, som kun langsomt bevæger sig fremad. De mange udvidelser hen ad vejen har ikke gjort det lettere, og eftersom EU og medlemslandene befinder sig i en verden med hurtige forandringer og krav om handling, så er det nødvendigt at slanke procedurerne, så effektiviteten sættes i vejret. Der er ingen grund til at påføre sig selv flere klodser om benet end højst nødvendigt.

Det afgørende for beslutningen i Danmark er, om vælgerne føler sig trygge ved, at EU-samarbejdet går videre uden deres udtrykkelige kryds. For selv om EU nok aldrig bliver nogen darling herhjemme, så er det nødvendigt med en folkelig opbakning til arbejdet i fællesskabet.

På transportområdet er EU kommet til at spille en stadig vigtigere rolle. Globaliseringen gør, at varerne i hidtil uset omfang skal transporteres over grænserne og transportørerne er selv blevet mere internationale både som virksomhed og i tænkemåde. Vi har brug for, at der kan træffes nogle gode fælles beslutningerne, så alle stilles lige og de store lande ikke bare kan gøre som det passer dem. Derfor er EU-samarbejdet så ufatteligt vigtigt for små lande som Danmark. Også selv om vi af og til må se os tromlet eller opleve, at beslutningerne går os imod.

Vi kan nemlig komme langt alene med argumentets kraft. Også fordi vi nyder en respekt i EU, som langt overgår vores størrelse. Trods forbehold og nej’er, har Danmark altid været blandt de første til at indføre de fælles beslutninger og vi er ofte så hurtigt fremme i skoene, at vi kan være med til at påvirke beslutningerne helt fra startfasen. Den danske model med vægt på arbejdsmarkedets parter og det danske fleksible men trygge arbejdsmarked, ”flexicurity” er eksempler på, at vi kan få hele EU til at lytte.

Problemet med EU er, at vi som befolkning har svært ved at følge med i EU's hverdag. Vi orienteres om de store sager og det som vedrører os selv – f.eks. på transportområdet. Og så tæppe-bombes vi med EU-stof, når der er afstemninger. Men det må nødvendigvis være kompliceret, så man vil så mange ting på én gang.

Måske virksomheder, organisationer og medier kan blive bedre til at formidle centrale emner, så alle kan se, at EU ikke er en uvedkommende størrelse.

Vi har mere end nogensinde brug for et velfungerende EU.