Tysk prop blokerer for modulvogntog
De tyske forbundslandes nej til modulvogntog vækker skuffelse i Danmark.
Af Lars Lassen
Håbet om en tysk kovending i spørgsmålet om de miljøvenlige og effektive modulvogntog brast i forrige uge. Et flertal af de tyske forbundslandes stemte nej til de 25,25 meter lange og 60 tons tunge modulvogntog.
Beslutningen skuffer ikke kun i Tyskland, hvor stærke kræfter i transportbranchen i forening med den tyske automobilindustri havde presset på for et tysk ja til de såkaldte gigalinere, men også i Danmark.
- Det er ærgerligt og dumt, at 10 ud af 16 tyske delstater har sagt nej til modulvogntog. De kommer til at gøre beslutningen om, hvis trafikken skal kunne afvikles i Tyskland i fremtiden. Deres eget vej- og bane-net vil ikke kunne følge med til væksten i trafikken. Modulvogntog vil simpelthen blive et borgerkrav i Tyskland, siger cheføkonom Ove Holm i Dansk Transport og Logistik.
Tysklands centrale placering på det Europæiske transportlandkort betyder, at nej’et får konsekvenser langt ud over Tysklands grænser. Beslutningen blokerer for en tiltrængt effektivitetsforbedring af den internationale landevejstransport. Et område, hvor gevinsten ved modulvogntogene ville være allerstørst, både økonomisk og miljømæssigt.
Uforståelig modstandFolketingsmedlemmet Kristian Pihl Lorentzen (V) er også skuffet over det tyske nej.
- Tyskland er i sagens natur en prop i hullet, og derfor er der grund til at ærgre sig over den uforståelige tyske modstand, skriver Kristian Pihl Lorentzen.
Han fremhæver modulvogntogenes fordele for økonomi, miljø og trængsel og mener, at Tyskland må ændre holdning.
- Der er brug for reel information og saglig debat, så vi udbreder kendskabet til potentialet ved modulvogntog. Venstre vil derfor tage initiativ til samling af alle relevante kræfter om at holde en europæisk konference om modulvogntog i andet halvår af 2008. Konferencen kan passende holdes et sted i Tyskland, så vi får henledt tyskernes opmærksomhed mest muligt på sagen, mener Kristian Pihl Lorentzen.
Han bakker også op om henvendelser til EU-Kommissionen og Europaparlamentet om spørgsmålet.
I Bruxelles er man stadigt positivt interesseret i de miljømæssige og trafikøkonomiske gevinster ved modulvogntog. Her oplyser en talsmand for EU’s transportkommissær Jacques Barrot, at man fortsat indsamler data for at undersøge mulighederne for at tillade modulvogntog i Europa.