Trængsel koster svimlende beløb
Spildtiden på det europæiske vejnet koster ifølge EU-Kommissionen 1.360 milliarder kroner om året.
Dermed koster trængselsproblemerne i Europa årligt omtrent det samme som værdien af Danmarks samlede produktion bruttonationalproduktet (BNP).
Trængselen koster efter et skøn det danske samfund mere end 10 mia. kroner om året.
På europæisk plan svarer omkostningerne til 1,5 procent af BNP.
- Ikke bare vores medlemmers lastbiler, men også de øvrige bilister, holder i kø, kø og kø – ude i Europa og her i Danmark. Politikere i en række lande, herunder Danmark, har i en årrække underprioriteret investeringer og vedligeholdelse af veje, og resultatet er dette gigantiske spild af tid og ressourcer, udtaler adm. direktør Erik Østergaard, DTL.
Flere lastbiler
- Før i tiden når man skulle fra A til B, kunne man beregne nogenlunde, hvornår man var fremme. Det holder ikke i dag – særligt ikke i og omkring de store byer. For f.eks. forældre, der skal hente deres børn i børnehaver, er trængslen en ekstra stressfaktor i dagligdagen nu, og mine medlemmer kan nå færre ture hver dag. Det betyder igen, at de er nødt til at sende flere lastbiler på vejene for at transportere den samme mængde gods, siger Erik Østergaard, der sidder i Infrastrukturkommissionen, som regeringen har nedsat.
Han opfordrer regeringerne i Europa til at være parate til meget store investeringer i infrastruktur, herunder især motorvejsnettet.