Scania kæmper med høj efterspørgsel
Den store svenske lastvognsproducent Scania kan ikke helt følge med de gode tider.
- Vi befinder os i en superkonjuktur og har behov for at øge produktionstakten fra 80.000 lastvogne om året til 100.000 indenfor to år, udtaler pressechef Hans-Åke Danielsson hos Scania i Södertälje. Det er især den kraftige efterspørgsel efter lastvogne i Rusland, der har medført at Scania går glip af salg i milliardklassen på det sydamerikanske marked.
Scanias produktionsanlæg i Sao Paolo kan årligt præstere en produktion på 20.000 lastvogne, men der er faktisk behov for yderligere 2.000 lastvogne alene til de lokale markeder. Bare i år ville Scania i Brasilien kunne sælge yderligere et tusinde nye chassiser, hvis det var muligt at producere dem. Laver man et hurtigt regnestykke, hvor man sætter en pris på en million svenske kroner ind pr. lastvogn og man kalkulerer med et mistet salg på 1000 stk. nye lastvogne, svarer det til et mistet salg på en mia. svenske kroner.
Men produktionsanlægget i Sao Paolo er alene i år kontraktligt forpligtet til af leveres 4.000 lastvogne til det russiske marked. Scanias produktionskapacitet rækker simpelthen ikke til at man kan imødekomme den enorme efterspørgsel hedder det fra Södertälje.