Danske Havne glade for maritim EU-politik.
EU-Kommissionen har foreslået en ny, samlet politik for hele det maritime område, som Danske Havne betegner som et løft hele vejen rundt
Den maritime politik omfatter bl.a. et europæisk søtransportområde uden barrierer, en ny europæisk havnepolitik, et europæisk hav-observations- og datanetværk, en årlig fælleseuropæisk maritim dag samt en strategi for at imødegå klimaforandringernes virkninger for kystområder.
Sekretariatschef i Danske Havne, Tom Elmer Christensen, siger:
- Det er en række gode tiltag, som samlet kan bidrage til at løfte hele det maritime område. EU-Kommissionen har været hele vejen rundt – søfart, havne, fiskeri, miljø, klima, energi, kulturarv, turisme og så videre.
Nærskibsfarten
- Særligt noterer vi os i Danske Havne det fælles europæiske søtransportområde, der kan være med til at forbedre nærskibsfartens konkurrenceevne markant. Det er rigtigt set, at bekæmpe de administrative byrder på dette område.
- Helt centralt for Danske Havne bliver selvfølgelig den ny havnepolitik, der vil blive lanceret den 17. oktober. Det ser vi meget frem til efter havnedirektivets fald sidste år. I det ny forslag vil der bl.a. være retningslinjer for de europæiske regler for statsstøtte og miljø i forhold til havne. Mere klarhed om de fælles regler vil uden tvivl gavne danske havne, fremhæver Tom Elmer.