Stor forundring over Vejdirektoratet
Begrænsningerne i den nyligt renoverede Guldborgsund tunnel vækker undren hos branchefolk.
Som det fremgik af TTN fredag er den maksimale vogntogshøjde nedsat til 4,20 meter i Guldborgsundtunnelen efter den omfattende renovation.
- Jeg har forhørt mig lidt rundt omkring, og der er stor forundring over at der monteres lamper m.m. der begrænser gennemkørselshøjden så meget som tilfældet er, siger formand for styregruppen i Kran Blok Erfa, vognmand og kranudlejer Frank Segall til TTN.
- Når det så tages i betragtning, at der ligger en virksomhed, der producerer vindmølleemner, som skal have alle de dele, der bliver produceret transporteret via tunnelen til udskibning virker det nærmest uhyrligt. Der er noget der tyder på, at de ansvarlige i Vejdirektoratet ikke har lavet nogen egentlig vurdering af hvilke krav, der er til fremkommeligheden på stedet, inden de valgte de løsninger, der er taget i brug, siger Frank Segall.
-At de desuden indlægger 20 cm til " snelag" eller sikkerhed virker grotesk, da der netop er mulighed for at gå tæt til grænsen når der opsættes et system med advarselsudstyr for ”for højt” læs. Jeg har ikke selv været på stedet efter ændringerne er lavet, men det må være et krav at udstyret til advarsel sættes nærmere til den højde det er muligt at køre igennem med. Desuden burde designet af lamper m.m., være konstrueret således, at der blev et spor fri for lamper m.m. som kunne bruges af transporter der reelt kan køre igennem, slutter Frank Segall.