Tysk nej til 60 tons totalvægt
Tysklandsdækkende forsøg med 25,25 meter lange modulvogntog med en total vogtogsvægt på 40 tons drøftes imorgen.
Når forbundstrafikminister Wolfgang Tiefensee mødes med sine kolleger fra de tyske delstater i morgen og onsdag i Merseburg, vil der næppe blive truffet nogen endelig beslutninger om modulvogntog i Tyskland. Men flere kilder vurderer ifølge tyske medier, at ministrene vil drøfte et landsdækkende pilotforsøg med 25,25 meter lange modulvogntog med en maksimal tilladt vogntogsvægt på 40 tons.
Den ’svenske’ model med en vogntogsvægt på 60 tons er angiveligt helt taget af bordet, da man skønner at konsekvensen af en forhøjet vogntogsvægt vil være negativ for trafiksikkerheden, samt at mange tyske broer ikke er robuste nok til at bære vægten.
Lunken arbejdsgruppe
Forbundslandnene nedsatte i foråret en arbejdsgruppe sammen med Forbundsregeringen, der skulle undersøge muligheder og konsekvenser ved indførelse af alternative vogntogskombinationer. Det er denne arbejdsgruppes anbefalinger, der skal drøftes på konferencen i Merseburg. Generelt skal arbejdsgruppen – bortset fra forbeholdene omkring trafiksikkerhed og broernes bæreevne – være positiv over for længere vogntogskombinationer. Men arbejdsgruppen skal også mene, at de såkaldte gigaliners skal begrænses til en endnu ikke fastlagt del af det tyske vejnet.
Dermed er der udsigt til at Tyskland vælger en særligt tysk modulvogntogsløsning, der ikke er kompatibel med den svensk-finske variant.
Ud over Sverige og Finland, der har kørt med de 25,25 meter lange og 60 tons tunge modulvogntog i en længere årrække, så har Holland gennemført et storskalaforsøg med modulvogntog efter svensk model. Danmark vil i løbet af næste år starte en forsøgsordning med modulvogntog efter svensk model.
Men fremtiden for modulvogntog efter svensk model vil reelt blive truet, hvis Tyskland vælger den 20 tons lettere variant. Det vil nemlig kunne skabe splid i EU om rammebetingelserne for modulvogntog og i hvilket omfang denne type køretøjer kan køre over landegrænser.