Slag mod alle erhvervshavne
Danske Havne utilfreds med Landsskatterettens dom, der pålægger Associated Danish Ports A/S at betale skat af en række aktiviteter.
Associated Danish Ports A/S, der driver havnene i Fredericia, Middelfart og Nyborg, tabte i går et årelangt slag, da Landsskatteretten fastslog at en række af de aktiviteter som det kommunalt ejede aktieselskab udfører ikke er omfattet af den fritagelse for selskabsbeskatning, der gælder for havnedrift, da når der er tale om at forvalte offentlig infrastruktur.
I brancheorganisationen Danske Havne mener man, at dommen reelt vil lamme de danske erhvervshavne ikke mindst fordi dommen har tilbagevirkende kraft for aktiviteter, som Danske Havne mener er helt naturlige og i overensstemmelse med havnelovens ånd og bogstav.
Stor usikkerhed
- Landsskatterettens afgørelse skaber således stor og unødvendig usikkerhed om hvilke aktiviteter, der anses for skattepligtige, og hvilke, der ikke gør det. Afgørelsen lammer derfor fuldstændig udviklingen i landets aktieselskabshavne, fordi vilkårligheden nu råder i forhold til den skattemæssige behandling af havnedriften, hedder det i en udtalelse fra Danske Havne.
Brancheorganisationen opfordrer den nyligt tiltrådte transport- og energiminister Jacob Axel Nielsen til at gå ind i sagen og skabe klarhed om hvilke aktiviteter, der er skattepligtige.