Synsvirksomhed bygger egen hal i Padborg
Efter to et halvt års drift er LB Bilsyn kommet godt fra land
Af Finn Bjerremand
Det er gået over al forventning for LB Bilsyn, der driver synsvirksomhed i Padborg og i Lundsbjerg syd for Aabenraa.
Det unge synsselskab ejes af Brian Hansen og Lars Nielsen, der begge i forvejen har en fortid inden for synsområdet.
Udviklingen i Padborg har betydet, at LB Bilsyn for et stykke tid siden har købt en byggegrund på 10.000 m2, hvor der skal bygges en ny synshal med to gennemgående lastvognsbaner på hver 30 meter.
- Hver bane vil have en inspektionsgrav på 27 meters længde, så vi kan ekspedere modulvogntogene, fortæller Lars Nielsen til Danmarks Transport-Tidende.
Også udenlandske køretøjer
I øjeblikket venter firmaet på at få en byggetilladelse, så byggeriet kan gå i gang. Det nye center vil også blive udstyret med to hydrauliske bremseprøvestande, som selv kan belaste akslen for maksimal bremsevirkning.
I alt beskæftiger virksomheden fem medarbejdere, der alle er uddannede til at syne lastvogne.
I Padborg har LB Bilsyn åbent hver dag fra kl. syv om morgenen til kl. 17, og derudover har man åbent efter behov. Kunderne kan bestille tid og få synet, når det måtte ønskes.
I afdelingen i Aabenraa syner man i snit tre dage om ugen. Her er det dog også behovsbestemt hvornår det sker.
Om fremtiden siger den ene af indehaverne, Lars Nielsen:
- Vi ser frem til også at få lov til at syne udenlandske køretøjer, hvor det der står højest på ønskelisten er tyske køretøjer. Mange tyske vognmandsvirksomheder er i dag datterselskaber af danske vognmandsvirksomheder, hvor en stor del af disse er hjemmehørende i Padborg. Det betyder, at der et meget stort antal tysk registrerede lastvogne som mere eller mindre har endestation i Padborg og som derfor med fordel kunne synes i Padborg, siger han.