Icelandair Cargo går online på Stockholm
Man må lade svenskerne, at de har held med deres opbygning af flyfragtoperationer – betydeligt mere end Københavns Lufthavn. Men – det svenske luftfragtmarked er trods alt også mindst dobbelt så stort som for eksempel det danske.
Af Herbert Nielsen
Seneste nyt på luftfragtsiden er, at Icelandair Cargo nu også lancerer en ny rute mellem Keflavik og Stockholm Arlanda med en Boeing 757-200 fragter én gang ugentlig. Ruten skal give Sverige en ny direkte fragtfly-forbindelse til det amerikanske marked via Keflavik, hvor lasten transfereres til Icelandair Cargo’s fragter til New York.
- Planen er, at flyet bringer islandske heste og eventuelt fersk fisk til Stockholm om morgenen for så at flyve tilbage til Island lige over middag med eksportgods til USA. Det afgår så fra Keflavik morgenen efter, siger Robert Tomasson, Icelandair Cargo.
Nettoudvidelse
- I retning fra Stockholm er flyets samlede kapacitet helt åbent for salg til speditører med Scandinavian AirBridge som vores GSA for Sverige og Finland. Der står altså ikke en kunde bag som i tilfældet med vores fragtflyafgange fra Jönköping to gange ugenligt. Og trafikken med islandske heste til Stockholm betyder heller ikke en neddrosling af vores eksisterende trafik fra Keflavik med heste til Norrköping. Den nye Stockholms-rute er en ren nettoudvidelse i det svenske marked.
Men hvornår kommer Icelandair Cargo så til Danmark?
- Vi har hele tiden en fragtfly-rute til Billund Lufthavn på vores radar, men vi hidtil haft svært ved at se de fornødne voluminer og commitments i dette marked. Men som sagt: Vi overvejer hele tiden, og det skal ikke undre mig, om det bliver aktuelt på et tidspunkt. Vi er velkendt med Billund Lufthavn, hvor vi jo har opereret med mange ad-hoc charters, siger Robert Tomasson.