Icelandair Cargo satser på Airbus-fragtfly for fremtiden
Icelandair, der i dag opererer Boeing 757 fragtere, satser for fremtiden på nye fly. Det skal være den splinternye Airbus A330-200F, og selskabet skrev sidst i maj kontrakt på levering af i alt fire af denne type.
Af Herbert Nielsen
Icelandair Cargo modtager to af de nye fly fra det ligeledes islandske leasingselskab Avion Aircraft Trading på en leasingkontrakt, mens Icelease, også et datterselskab af Icelandair, samtidig køber to A330-200F og leaser dem tilbage til Icelandair Cargo.
Og tidshorisonten er såmænd relativt kort; to af flyene leveres i 2010, de sidste to i 2011. A330-200F går i produktion i 2009, så Icelandair Cargo har opnået så gunstige slots, at selskabet bliver blandt de allerførste til at operere den nye fragter, der løfter op til 69 tons på ruter over afstande op til 5,930 km
Icelandair Cargo opererer i dag fem konverterede Boeing 757-200 fragtere, og forretningen går så godt, at Icelandair Cargo vil være nødt til at anskaffe yderligere et par stykker, indtil man overtager de nye Airbusfly.
Ny strategiSamtidig har Icelandair Cargo også formuleret en ny strategi for den fremtidige forretningsudvikling. I dag henter selskabet godt 80 procent af sin fragt på flyvninger til og fra Island, mens resten kommer til eller fra de internationale markeder. Det strategiske mål for Icelandair Cargo er nu at vende disse procentfordelinger om for at blive mindre afhængig af det smalle islandske marked.
- Vi ser især på markeder som Kina, Indien og den Persiske Havbugt, og vi vil satse på et nyt europæisk hub for transfers til Island og USA, siger Petur J Eiriksson, Icelandair Cargo’s administrerende direktør. Keflavik vil forblive et hub for os i trafikken mellem USA og Canada og udvalgte europæiske markeder, og vi satser på at tredoble både vores tonnage, vores indtjening og vores bidrag til Icelandair.
Og det går samtidig godt for Icelandair Cargo. Den internationale branches gennemsnitlige vækst er omkring seks procent om året – men Icelandair Cargo forventeligt vil ligge på omkring de 20 procent i 2007. I 2006 løftede Icelandair Cargo i alt 41,000 tons efter en vækst gennem året på 13.8 procent
Året til datoI månederne januar-april løftede Icelandair Cargo 14,212 tons luftfragt, en stigning på 8.4 procent.
Kendetegnende for året til dato er, at den stærke islandske krone gør det vanskelig for den islandske eksport, hvor de friske fisk spiller en stor rolle. Eksporten er dermed stagneret. Til gengæld stiger importen, ligesom transittrafikken mellem Nordamerika og Europa via Island boomer. Så selskabet kalkulerer med et flot år i 2007.