Spiser de også børn
Jyllands-Posten har gennem de seneste dage sat fokus på lastbilchauffører og deres adfærd på landevejen. Direktør Michael Svane, HTS, tager her til genmæle
Det er lederen i JP i dag onsdag, som nu får Michael Svane til at sige stop.
- Der er ingen, hverken vognmænd eller chauffører, der er fejlfrie. Det gælder også journalister og lederskribenter. Når lederskribenten imidlertid bruger lederen til at ”hænge et helt erhverv ud”, så må det være på sin plads at sige stop.
-Langt hovedparten af de danske chauffører og vognmænd er ordentlige mennesker, der også lægger stor vægt på en anstændig og trafiksikker adfærd på landevejene.
Vognmænd og chauffører er nemlig godt klar over, at vi ofte bliver bedømt på vores kørsel på vejene. Vi ved, at vi har et særligt ansvar som professionelle trafikanter.
I branchen har vi som i alle brancher også nogle, der ikke forstår, hvordan man skal opføre sig. Her deler transportbranchen skæbne med alle andre erhvervsgrene og professioner. Og det hvad enten vi taler om ejendomsmæglere, læger, skorstensfejere eller for den sags skyld journalister, lyder det fra Michael Svane.
Udhængning- Transportbranchen har i mange år gjort en målrettet indsats for at tage hånd om de ”brodne kar”. Den opgave tager vi seriøst. Vi kan ikke løse den alene, hvorfor myndighederne også har en rolle at spille. Men vi vinder intet ved at ”kriminalisere” et helt erhverv.
Vi, der arbejder for et professionelt og seriøst transporterhverv i Danmark, vi har bestemt ikke brug for en Jyllands-Posten, der udelukkende ser det som sin opgave at hænge os alle sammen ud, fastslår han og tilføjer:
- Derfor til Jyllands-Posten og dagens lederskribent vi har intet mod kritik, men det må være rimeligt at forlange, at bedømmelsen af vort dygtige transporterhverv ikke foretages på grundlag af surhed og forargelse, der nærmest kammer over.
- Til beroligelse for Jyllands-Posten og andre ligesindede – så spiser vi altså ikke børn i transportbranchen.