23948sdkhjf

Renault vil nu også være med på entreprenørbiler

Kerax er tilbage i en stærk udgave og den nye Lander følger trop

Kerax er tilbage i en stærk udgave og den nye Lander følger trop



Nu vil Renault igen til at gøre sig gældende på markedet for off-road lastvogne, det som kaldes bygge- og anlægsbiler eller helt enkelt entreprenørlastvogne.

For at give en forsmag på den franske producents kunnen på området, havde importselskabet i Danmark forleden inviteret til en prøvekørsel af både Kerax og Lander i det nordsjællandske område ved Nymølle.

I Nymølle findes et større grusgravsområde, hvor der også er et meget stort ”bjerg” af overskudsjord, som gav lejlighed til at lade testvognene køre op af den stejle bakke.

Efter sigende er den ca. 75 meter høj og har en stigning på ca. 25 til 30 grader. En hård opgave, der selvfølgelig ikke var nogen umulig udfordring for de tre testvogne, som omfattede to fireakslede Renault Kerax og en enkelt treakslet Premium Lander.

De tre testvogne har bl.a. motoren til fælles. Det er nemlig 11 liters motoren DXi11 fra Volvo Powertrain AB, og denne motor har vi endnu ikke set i andet end Renault lastvognsprogrammet. Den arbejder faktisk rigtig godt og har en sund lyd.

Tryk på knappen

De to Kerax’er er begge fireakslede chassiser med to bogier, en forrest med 2040 mm i afstand mellem de to foraksler og en tandembogie i bagenden.

Motoren er den kraftigste udgave af DXi11 motoren med 450 hk / 2140 Nm i en Euro 4 udgave, gearkassen er ZFs super H-gearkasse, ZF 16 S 2220 TO, der har 16 fremadgående gear og to bakgear.

Renault har klogt nok forsynet gearstangen med to knapper, så man kan skifte op og ned i range med en knap. Der findes desværre endnu lastvognsproducenter, som anvender denne gearkassetype, hvor man skal give gearstangen det berømte skub ud til højre for at skifte i ”range”. Desværre kan Kerax endnu ikke leveres med Optidrive gearkassen, der også kommer fra Volvo Powertrain AB. Den virker lige som en I-shift gearkasse.

ZF-gearkassen er noget tung at arbejde med, selv om den måske kommer til at gå lidt lettere, når den er slidt lidt til, og på trods af, at den er forsynet med et luftstyret servosystem, kaldet Servoshift.

Men tager man en chauffør, som skal køre i terræn og i tæt bytrafik med en sådan gearkasse, kan man godt forestille sig, at vedkommende er meget træt i både venstre ben og højre arm efter en arbejdsdag.

Godt nyt til Kerax

Men der sker noget på feltet. Hos Renault Trucks Danmark siger salgsdirektør Frede Larsen, at produktionen af Kerax med Optidrive-gearkassen bliver påbegyndt i uge 35, så det næste år vil være muligt at levere nye Kerax lastvogne med Optidrive gearkasse til det danske marked.

Bagakslerne er Renaults tandem PMR 2695, der har navreduktion, og som er ophængt med en tre lags parabelstålfjeder, der er fremstillet til 26 ton bogietryk. Forakslerne er tilsvarende to-lags parabelstålfjedre, begge med en kapacitet på otte ton.

Brændstoftanken sidder i højre side på de to Kerax lastvogne, mens AdBlue-tanken, der har en kapacitet på 36 liter, sidder i venstre side, hvor der er lidt bedre plads.

Lander'en er af typen 410.26 6x4, en treakslet version med tandembogie. Motoren er igen DXi11 i mellemversionen på 410 hk/ 1900 Nm i Euro 5, som er meget tilpas til en solo entreprenørvogn, der måske en gang i mellem har en påhængsvogn med.

Nok så interessant er Lander’en udstyret med Optidrive gearkassen, der er yderst velfungerende. Når man har prøvet at køre rundt i terræn - med fuld last selvfølgelig - op og ned ad bjerget i Nymølle, og lidt rundt på vejene i området, ja så kan jeg ikke lade være med at spørge, hvorfor der stadigvæk er nogen, som køber nye lastvogne uden denne type transmission. Optidrive er jo helt suveræn.

Da jeg kørte op ad bakken, var knappen på instrumentbordet for terrænkørsel og den langsgående differentialespærring aktiveret. Ellers gik det bare der op ad, helt uden problemer.

Nu ved jeg godt at det var tørt føre den pågældende dag. Havde det været regnvejr, skulle differentialespærringerne på tværs nok også have aktiveret. Men gearkassen skiftede bare så det passede.

Behageligt indtryk

Til sammenligning valgte jeg bare et passende gear i Kerax og så kørte jeg op i det. Lander’en efterlader et noget mere behageligt indtryk på grund af den velfungerende gearkasse. Lander er udstyret med Renaults tandembogie af typen P 2191, der også har navreduktioner og en kapacitet på 26 ton.

Forakslen på Lander er en otte tons version. Alle tre testvogne er udstyret med Global førerhuset, der er et langt førerhus, uden at være et rigtigt langt sovekabineførerhus. Det findes i en version, hvor der er en todelt køje som kan slås ned, når man lægger ryglænene på fører- og passagersædet ned. Det er et godt førerhus til f.eks. en entreprenørvogn, hvor chaufføren f.eks. lige kan komme til at snuppe en lur i 45 minutters pausen. I en snæver vending kan der også overnattes i dette førerhus.

Den ene Kerax og Lander’en var begge udstyret med mørkt glas i det store vindue i sovekabinens sider. En løsning, der giver godt udsyn og samtidig lyse forhold inde i førerhuset.

Lander’en og den ene Kerax var opbygget med et Meiller trevejs tippelad, mens den anden Kerax var rigtig fransk opbygget. Det halvrunde tippelad med bagtip kommer fra den franske producent Marrel, og er bygget som mange af de halvrunde tippeladstrailere, der kører her i landet.

Stærke kort

Renault Trucks produkter har aldrig stået stærkere, end de gør i dag. Programmet er meget omfattende, og der er ingen tvivl om, at også i segmentet for entreprenørlastvogne kan Renault nu gøre sig gældende, hvis ellers man kan levere vognene.

I øjeblikket ligger det noget tungt med hurtige leveringer. Renault er om nogen ramt af lange leveringstider, og derfor kommer vi nok heller ikke til i år at se noget stort spring i opadgående retning for Renaults markedsandele i Danmark.

Alle tre vogne skal roses for at være velkørende og velfungerende. Der er ikke noget der rasler i førerhusene, når man kører ud i uvejsomt terræn og ud ad vejen kører både Kerax og Lander meget fint.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082