EU erkender tachograf-problemer
- Det er glædeligt, at EU-Kommissionen nu har erkendt, at det er nødvendigt at se nærmere på den måde, den digitale tachograf måler på i forhold til den analoge tachograf, siger DTL-direktør Erik Østergaard
I et svar til EU-parlamentet om forskelligheder på den analoge og den digitale fartskriver har Kommissionen således understreget, at der skal findes en løsning på problemet.
Det er de forskelligheder, der ifølge DTL-beregninger indebærer, at den danske transportbranche årligt står til at miste 1,2 mia. kr. og må sende 2.000 ekstra lastbiler på vejene som konsekvens af produktivitets-tabet.
På EU-plan skønner DTL, at EU-landene vil miste 100 mia. kr. om året, når den digitale fartskriver er fuldt indfaset.
DTL hæfter sig ved, at det er første gang, at Kommissionen har erkendt, at den forskel der er på den digitale og den analoge tachograf kan føre til en forvridning af konkurrencen.
Mere analog køretidVognmænd, der fortsat anvender den analoge tachograf og har et kørselsmønster, der giver mange stop i løbet af dagen, får mere køretid end vognmænd med samme kørselsmønster, der anvender den digitale tachograf.
Det var dette forhold, som DTLs og ITDs undersøgelse fra februar 2007 påviste. Undersøgelsen blev sendt også til transport-kommissær Jacques Barrot, DTL har indtil videre ikke modtaget et svar fra Kommissionen.
Kommissionen vil nu gennemføre en fuld undersøgelse af situationen. Hvis denne undersøgelse viser, at der er forvridning af konkurrencen, vil Kommissionen tage skridt til at sikre, at dette problem løses.
EU kan flyttes- Vi ser frem til at bidrage aktivt til Kommissionens undersøgelse og vil tage kontakt til Kommissionen for at stille alt materiale fra undersøgelsen i Danmark til dens rådighed. DTL og ITD kan med rette være stolte over at have bidraget så effektivt til at bringe problemstillingen frem i lyset. Det viser, at man faktisk kan gøre en forskel også i EU, hvis man forholder sig konstruktivt og seriøst til problemerne, siger Erik Østergaard.