23948sdkhjf

Stabil tippeladstrailer med halvrundt lad

Denne gang ser vi nærmere på et interessant vogntog bestående af en Volvo FH12 6x2 og en Hydra tippladstrailer med et stærkt chassis, som gør den sikker at tippe med

Denne gang ser vi nærmere på et interessant vogntog bestående af en Volvo FH12 6x2 og en Hydra tippladstrailer med et stærkt chassis, som gør den sikker at tippe med



- Den tipper stabilt, siger chauffør Robin Zeadov fra vognmandsfirmaet Kenneth Jacobsen i Kruså.

Robin Zeadow kører fast hver eneste dag med sit ”eget” vogntog, der består af en to år gammel Volvo FH12 6x2 samt en knap et år gammel Hydra tippeladstrailer, der kan rumme 31 kubikmeter.

Når HYDRA-traileren tipper så stabilt, skyldes det ifølge chaufføren ikke mindst den stærke konstruktion med de solide længdevanger, der har nogle anderledes profiler omkring akselsektionen i bagenden.

- Holder jeg f.eks. lidt skævt og tipper lidt op, så kan ladet godt sænkes ned igen. Det kan knibe på andre tippeladstrailere, siger Robin, der har stor erfaring med sit arbejde.

For det meste holder han på fast grund, når der tippes, og det er jo også det allerbedste for en tippeladstrailer.

Hydra-trailerens lad, der er halvrundt, ligger nærmest i nogle store flade skåle. På den måde ligger ladet heller aldrig i klemme, hvis traileren står lidt skråt i forhold til trækkeren eller omvendt.

Hele den bagerste del af ladet er konstrueret som en stor forstærkning, der går ned omkring det gennemgående tippeladsrør. Ud over, at det er med til at gøre tippeladstraileren stabil under tipning, er det også en pæn konstruktion.

Traileren er anvendelig til mange opgaver, takket være den lave højde, som muliggør, at der kan køres under lave siloer etc.

Manøvre-venlig

Hydratraileren er tillige udstyret med lift på den bagerste aksel, et udstyr som gør traileren meget manøvrevenlig. Med tom vogn kan vogntoget derfor næsten komme ind over alt.

Bagsmækken er en stor tophængt sag, der er låst solidt forneden med to arme. De påvirkes til at åbne ved den bevægelse, der opstår, når tippeladet begynder at bevæge sig opad. Bagsmækken er placeret et stykke inde i ladet, så den bagerste del fungerer som en stor skuffe.

For at undgå at godset skal blive vådt - eller godset måske skal støve under kørsel, er der monteret en rullepresenning på toppen. Rullepresenningen kan fra forenden lige rulles over læsset fra højre side mod venstre. Ved hjælp af et par små strammere nede på siden kan presenningen holdes fast, så den ikke blæser af under kørsel.

I forenden er der en fast repos, som sidder fast på chassiset. Det er nok den bedste løsning, fordi man derved undgår at tage højde inde i en hal, eller hvis man f.eks. skal tippe under en bro.

Dansk præg

Underkørings-kofangeren i bagenden kan skubbes op, så den ikke sidder i vejen, hvis der skal tippes ved en høj kumme eller der måske skal køres asfalt til udlæggermaskine.

Det er dog ikke verdens nemmeste system at håndtere. Der er bl.a. to bolte, som skal trækkes ud og sættes ind igen.

Bagenden er udstyret med flotte baglygter, som giver et dansk præg. Fire runde trekammerbaglygter, det må være typisk dansk. Dertil kommer to slingrelygter i gummiarme samt to nummerpladelamper og to firkantede baglygter.

Som et fornuftigt ekstraudstyr har den sønderjyske vognmand fået leveret traileren med et bugsertræk. Det er ganske praktisk, fordi der på et eller andet tidspunkt altid er behov for at kunne hjælpe en anden med et træk eller selv at blive trukket.

I den slags situationer, griber man ofte den første den bedste løsning. Bagefter står man med et eller andet, der trukket i stykker eller bøjet, og så kan man se på det i resten af trailerens levetid, hvis man da ikke får det lavet.

Fornemmes aldrig klodset

Hydra-tippeladstrailer må siges at være både pæn, funktionel og solidt bygget og samtidig udstyret med det, der er brug for ved de fleste transportopgaver inden for bulkvarer så som grus og lignende.

Vognmand Kenneth Jacobsen siger om Månedens køretøj, at flere af hans chauffører roser Hydratrailerens køreegenskaber. Den følger utrolig godt efter og den fornemmes ikke så klodset.

- Selve ladkassen er meget solid. Vi kører mange store sten og brokker, op til 1,60 m2 i størrelse og det er ikke at se på kassen, siger vognmanden, som desuden fremhæver, at traileren er særdeles vedligeholdelsesvenlig, ligesom lakeringen er flot lavet.

Om trailerleverandøren, der er Meldgaard Hydraulik A/S, siger den sønderjyske vognmand:

- De yder en utrolig god service, og vi bliver altid mødt med forståelse og en vilje til at løse vores problemer, også uden for normal arbejdstid.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093