Mitsubishi satser på Canter
Selvstændigt selskab bag relanceringen af Mitsubishi Fuso Canter på det danske marked
Efter et par års fravær vendte Mitsubishi Fuso Canter tilbage på det danske marked i efteråret. Trods et meget diskret comeback, så lykkedes det faktisk at sælge en lille flok af den robuste lille japaner allerede inden jul.
Cantersalget er fortsat i det nye år, hvor der ved udgangen af marts var solgt hen ved 30 biler – uden at der er ofret en eneste krone på markedsføring.
Mitsubishi Danmark har valgt at placere salget af den nye Canter-model i et selvstændigt selskab Mitsubishi Fuso Danmark, under Multibrand A/S, der blandt flere bilmærker også står bag markedsføringen af Mitsubishi personbiler.
Men tag ikke fejl. Som det lille ’Fuso’ afslører, så har Canter ægte lastbils DAN i chassiset, selv om den hører til i den lette ende. Fuso er den største lastvognsproducent i Japan og ejes i dag af DaimlerChrysler med 85 procent og Mitsubishi Group med 15 procent.
ForhandlernetBusiness manager Carsten Berg, Mitsubishi Fuso, ser optimistisk på fremtiden for Canter i Danmark.
- Vi er i fuld gang med at få et forhandlernet op og stå. Vi har foreløbigt aftaler med tre danske forhandlere og arbejder på at få flere i hus i løbet af den kommende tid, fortæller Carsten Berg.
Et af de steder, der stadig er sorte huller i Mitsubishi Fuso’s forhandlernet er i hovedstadsområdet.
Men det har ikke forhindret eksempelvis Copenhagen Airport i at melde sig på kundelisten, hvor Canter danner basis for små tankbiler. Også håndværkere, elselskaber og Hedeselskabet har opdaget, at Canter er tilbage på det danske marked.
- Normalt når vi taler om biler i dette segment, så er fire ud af fem solgte biler typisk 3,5 tons versionen her i Danmark. Men for Canter er det næsten stik modsat indtil nu, og det er en tendens, som jeg forventer vil fortsætte, siger Carsten Berg.
BrobilCanter kom i en ny version sidste år, som lever op til Euro4 kravene. Modelprogrammet går fra en 3,5 ton over 5,5 og 6,5 tons til den tungeste Canter-version på 7,5 tons totalvægt.
Canter kan enten leveres med en 3-liters commonrail dieselmotor i tre varianter på 110, 125 og 145 hk, samt et 4,9 liters commonrail diesel på 180 hk. Den store motor leveres kun på 6,5 og 7,5 tons modellerne af Canter.
Alle motorvarianter er udstyret med partikelfilter for at opfylde emissionskravene i Euro4 normen.
Kombineret med forskellige akselsafstande med mere, så findes der i alt 20 forskellige Canter-versioner.
Mitsubishi Fuso Danmark har naturligvis også en særlig brobil i støbeskeen – en Canter under den magiske 6-meters grænse, hvor Storebæltsbroen skruer prisen i vejret.
HybridMitsubishi Fuso Canter gik i produktion i en særlig hybrid-version i Japan i starten af 2006, og den meget miljøvenlige lastbil, der kombinerer dieselmotoren med en elmotor og et kæmpestort litium-batteri er allerede en succes i hjemlandet. Men europæiske købere kommer til at væbne sig med tålmodighed, da Canter Hybrid først ventes til Europa i starten af 2009.
- Der er naturligvis en bil, som vi venter os meget af, ikke mindst i takt med indførelsen af miljøzoner rundt omkring, siger Carsten Berg.
Han forventer, at der bliver solgt et sted mellem 100 og 120 Cantere i den konventionelle version allerede i år.