Vagars luftfragt i ubrudt vækst
Det er ganske let at tegne kurven for udviklingen i luftfragten på Færøernes lufthavn, Vagar: En lige stejlt opadstigende linie..
I marts måned skete det således igen: De friske statistikker siger, at lufthavnens samlede luftfragtmængder steg med 52.8 procent sammenlignet med samme måned året før.
I januar var tilsvarende stigningen 35.7 procent, og i februar 39.7 procent.
Naturligvis afspejler de faktiske mængder dels den flykapacitet, der er til rådighed, dels lufthavnens begrænsninger i størrelsen af fly, der kan operere, og endelig dels også det færøske markeds størrelse.
Således gik i januar 33.8 tons fragt gennem Vagar, i februar var det 39.4 tons, og i marts var det så 45,7 tons. Samlet for 1. kvartal 2007 altså 118.9 tons efter en stigning på 43.3 procent.
PressetOverraskende, siger Atlantic Airways
- Vi har faktisk også selv været ganske overraskede over at se disse fortsatte stigninger, siger Egin Simonsen, Atlantic Airways stationschef i Vagar.
- Indtil videre har vi klaret det ved dels at udnytte enhver ledig kapacitet på de enkelte af dagens tre afgange til gunst for fragten. Samtidig har vi fløjet 4-5 rene fragtflyvninger til Færøerne for at skære ned på puklerne, og det har taget presset.
- Men vi er nu faktisk midt i arbejdet med at kulegrave hele fragtvirksomheden for at se, om vi for eksempel i samarbejde med speditørerne kan tilrettelægge en mere jævn strøm i fragt-flowet. Kan vi det, kan vi langt bedre tilrettede udnyttelsen af kapacitet på de enkelte afgange, og det ville lette meget på situationen.
- Som det er nu, kommer fragten ofte pludseligt i ”bunker”, som det kan være svært at håndtere tilfredsstillende. Så har speditørerne i stedet måttet booke deres fragt om til søfragt, hvor der er en afgang torsdag, der gør det muligt at have alt godset ude i Færøerne om mandagen. Men – vi vil da helst flyve vores fragt!
Hidsig trend- Nu må vi se, om denne hidsige trend i 2007 bare fortsætter og fortsætter. Normalt plejer det at ændre sig op mod sommeren – men intet er jo normalt nu om dage.
Heldigvis for luftfragten, der jo primært kommer i retning mod Færøerne, er udviklingen i postmængderne mindre, nemlig 3.3 procent til 112 tons i første kvartal. Det har givet lidt bedre plads til fragten…