Tysk køre- og hviletidsefterslæb
Forbundsdagens trafikudvalg godkender regeringsforslag til et nyt straffekatalog i forbindelse med de nye køre- og hviletidsregler.
EU’s nye regler for køre- og hviletid trådte i kraft 11. april. Det gjorde de naturligvis også i Tyskland. Her har man bare glemt at det tilhørende ’straffekatalog’ også skulle fornyes. Derfor har tyske chauffører og vognmænd siden 11. april kunnet overtræde køre- og hviletidsreglerne uden der vanker bøder. Politiet kan og skal dog stadig stoppe køre- og hviletidssyndere og tilbageholde køretøjet.
Forbundsregeringens forslag om et nyt straffekatalog er netop blevet godkendt af Forbundsdagens trafikudvalg og dermed er en endelig vedtagelse i selve Forbundsdagen rykket et skridt nærmere og den straffrie periode for tyske vognmænd og chauffører på køre- og hviletidsområdet vil formentlig være forbi omkring 1. juli.