Vognmand Per Jensen, Sørup ved Støvring, har 15 kølebiler der leverer fødevarer i det meste af Skandinavien. Han oplever sig presset med kørehviletids-regler og chaufførflugt. Var det ikke for sønnen, 16-årige Charlie, var Per Jensen nok stoppet i branchen

Det bliver sagt, igen og igen. Charlie på 16 år må overtage firmaet, hvis han har lyst. Det er netop sønnens lyst til at blive vognmand, der får hans forældre til at fortsætte med Per Jensen Transport.

Ulla Madsen og Per Jensen, henholdvis 42 og 44 år, er til tider godt trætte af de lange arbejdsdage og oplevelsen af at skulle "stjæle" sig til årets ferie. Samt omgivelsernes undren over parrets mange arbejdstimer, der føles som mangel på indsigt for erhvervet.

Men parret bliver i firmaet. For der er livsstilen og familiens ve og vel til forskel. Charlie og hans et år ældre søster Caroline har altid været en del af det hele. Mor laver regnskab, passer telefon sammen med far, der også reparerer biler og kører en tur i ny og næ. Og børnene har altid været med i det hele. For Charlie er det ren logik, at han om nogle år "smider" forældrene ud af gulstenshuset på Industrimarken 6 i Sørup og overtager forretningen, som hans forældre driver i fællesskab i dag. Først skal han dog i lære som lastvognsmekaniker hos MAN i Ålborg fra oktober måned.

Det kan egentligt slet ikke gå hurtigt nok med at blive vognmand. Det har været drømmen lige siden Charlie var helt lille. Fotos fra hans barndom viser en Charlie der, iført ble, leger mekaniker under en stol. Charlie der syr "Per Jensen Transport" med korssting i skolens håndarbejdstimer og Charlie der brugte sin konfirmationssøndag på at køre med gæsterne i en sponseret lang-snudet amerikansk Volvo. Han sov i volvoen om natten og åbnede først telegrammerne dagen efter sin konfirmation.

Særligt Charlies mor, i daglig tale "Madsen", vil gerne at Charlie ligesom søsteren kunne tage et år på high school i USA eller noget der ligner. Men det vil sønnen ikke, han nøjes med at tage med mor og far til staterne for at hente søsteren hjem.

Og mor "Madsen" håber at den lange ferie i USA måske kan inspirere Charlie til noget andet end vognmandsbranchen.

- Jeg håber, han kommer på bedre tanker. At han indser, at et liv som vognmand er alt for slidsomt og tidskrævende, lyder det fra moderen til en dreng, som altid er blevet hjemme fra fodboldkampe og -træning, hvis en lastbil skulle på værkstedet. Så var det bedre at være i selskab med far og hjælpe til. I dag kan han selv. Det er tit Charlie der reparerer og vedligeholder firmaets biler.

Familien bor midt i firmaet, på den ene side af privatboligen ligger værkstedet, på den anden side er pladsen, hvor hjemvendte biler kan holde. Ganske tæt op ad familiens hus ligger en grå pavillon, hvorfra Ulla Madsen og Per Jensen styrer firmaets gang i Danmark, Norge og Sverige.

På denne almindelige hverdag lige efter påske, svinger der indimellem en bil ind på pladsen, for hurtigt at forsvinde ud på landevejene igen. Tre mio. km bliver det årligt til for firmaets 15 kølebiler, der hovedsageligt kører med fødevarer. Halvdelen af bilerne er leasede, resten er firmaets egne. Ældste bil er fra 2002 og den ældste trailer fra 2003.

Per Jensen vil have, at firmaets kørende udstyr er i orden. Mens kontor-pavillonen er af absolut mere beskeden standard og al fax-papir bliver anvendt på bagsiden til notatpapir. Der satses bevidst på at holde en solid bilpark for at kunne levere en ordentlig ydelse til firmaets kunder, der bl.a. tæller Schenker Linje Gods, Frigoscanidia, Cargo Partner og DSV.

Per Jensen roser sine samarbejdspartnere for at være gode til at tænke medarbejderne med ind i den daglige drift. Hvilket bl.a. udmønter sig i julegaver til firmaets medarbejdere, og lydhørhed for chaufførernes erfaringer fra deres kørsel.

- Det er, som om nogen opfatter chauffører som dyr. Jeg kan godt forstå chaufførerne nogle gange er trætte af arbejdsforholdene, når de f.eks. ikke bliver talt til på en ordentlig måde, siger Per Jensen.

Selv forlanger han et vist niveau af firmaets folk, hvad angår informationer om den daglige kørsel. Per Jensen forventer bl.a. at hans chauffører løbende giver besked om, hvad de laver og hvor de er, for at imødekomme spildtid på af- og pålæsningssteder. Elementært for mange i branchen, men for nogle chauffører er det ikke en selvfølge.

De nye kørehviletidsregler i 2005 gjorde eksportkørslen hos Per Jensen mindre attraktiv for en række chauffører, og bl.a. derfor valgte han at sælge biler, så han ved udgangen af 2005 gik fra 23 til 15 biler. En række solide chauffører er blevet i firmaet.

Andre mere uheldige profiler har også været forbi. Som f.eks. den chauffør der arrangerede indbrud i arbejdsgivernes private hjem mens familien var i sommerhus. Ligesom Per Jensen er blevet ringet op med et "farvel og tak, jeg stopper i jobbet, bilen står i Hjørring", hvorefter chefen selv må hente bilen hjem og aldrig har set eller hørt fra chaufføren igen.

Trods de til tider irriterende forhold i branchen, fortsætter fru Madsen og Per Jensen. For sønnens skyld. I en af dagene op til påske fik de understreget hvor vigtig familiens ve og vel er for dem. Forældrene var taget et par dage i sommerhus, da Charlie ringede fra en ambulance. Charlie var blevet påkørt af en bilist, da han kørte på knallert. Han havde styrthjelm ved ulykken og fik alligevel syet 50 sting i ansigtet.

Da Trans Inform er på besøg, har Charlie tid til at fortælle om sin rolle i firmaet mellem et besøg hos tandlægen og den praktiserende læge. Måske gror fire fortænder sig fast. Måske ikke.

- Men skidt med det. Det er ikke så vigtigt, når bare Charlie er i live, lyder det fra hans far på pladsen foran familiefirmaet.

-----