Ny adm. direktør i Scandlines
Scandlines bestyrelse har besluttet at udnævne Scandlines nuværende divisionsdirektør John Steen-Mikkelsen (51) til ny adm. direktør for Scandlines-koncernen.
John Steen-Mikkelsen overtager ansvaret den 1. maj 2007 efter Peter Grønlund, der har opsagt sin stilling. Bestyrelsen besluttede samtidig at forlænge kontrakten for selskabets finansdirektør Uwe Bakosch (48).
- John Steen-Mikkelsen, der har været i Scandlines-koncernen i mere end 10 år, har ligesom sin kollega Uwe Bakosch et indgående kendskab til Scandlines og til rederimarkederne. Det vil derfor være en ledelse, der kan sikre den fortsat positive udvikling af Scandlines, så det kan overdrages til en kommende ny ejer i den bedst tænkelige form, siger bestyrelsesformand Jürgen Heyer, som samtidig takker Peter Grønlund for indsatsen.