Sommers hjørne
Det var også i år en rigtig god oplevelse at hilse personligt på så mange af vore læsere og annoncører. Tak til I mange, der besøgte os på vor stand på Transport 2007 i Herning
Den globale opvarmning vil øge uligheden i verden og især ramme hårdt i Afrika og Asien, som i forvejen har rigeligt at slås med. Derimod vil Nordeuropa få en række fordele - allerede indenfor de næste 10-15 år. Disse oplysninger kan læses i en nyligt offentliggjort delrapport fra FN's klimapanel.
Ikke underligt, at alverdens politiske ledere reagerer. Og netop deres voldsomme reaktion vil forhåbentlig åbne alles øjne for de skrækscenarier, der vil udspilles, hvis vi bliver ved med at lade hånt om naturen. For fakta er, at når vi i årevis har brændt masser af kul, olie og naturgas af og har sendt store mængder CO2 op i atmosfæren - som netop giver den meget omtalte drivhuseffekt, bliver det rigtig svært at holde temperaturstigningen under to grader. To grader - det lyder umiddelbart ikke af så meget, men konsekvenser som hedebølger, skovbrande, smeltevand og deraf følger oversvømmelser skurrer fælt i mine øren.
Hvis vi, for et lille øjeblik, derimod tager de egoistiske briller på og kun ser indad, ville opvarmningen vise sig at være en kæmpe gevinst for det danske landbrug, idet man ville kunne dyrke afgrøder, man ikke tidligere har kunnet. Vi kan endog udvikle os til at være et vinproducerende land.
Vi ser allerede for nærværende resultatet af den varme sommer i 2006 og de seneste års milde vintre - udover, at insekter, der normalt går til i kolde vintre, vil plage os - bliver vi invaderet af cikade-arter, som ellers hører hjemme i det sydlige Europa. Mange af os forbinder jo cikadernes sang med ferieoplevelser i det sydlige og varmere Sydeuropa. Ren romantik, eller tegn på en frygtindgydende fremtid?
En anden form for forurening, der er direkte synlig - er forurening af jorden - eller rettere på jorden. I vor dejlige natur finder man næsten overalt diverse efterladenskaber - efterladenskaber, som vi mennesker har været så lidet hensynsfulde at placere der. Det er uanset om det efterladenskaber i plast, glas, dåser m.m. Jeg har altid undret mig over, at de mennesker, der tager en flaske eller dåse med drikkevarer ud i naturen, har så svært ved at bære den hjem igen - den må jo alt andet lige være blevet noget lettere, efter den er tømt. For ikke at tale om de - desværre mange - mennesker, vi ser smide tomme dåser og flasker ud af bilvinduet under kørslen.
Men, hvis du vil være udødelig om en tusindvis af år, skal du bare smide en flaske i naturen - det tager nemlig sådan cirka mellem 4.000 år og en million år at nedbryde en flaske af glas!
Derimod kan jeg jo "glæde" mig over, at aviser og tryksager, som vore printede produkter her fra forlaget, kun er mellem tre og 12 måneder om at blive nedbrudt i naturen. Så hvis vi vil udødeliggøres, skal vi nok overveje at rejse en mindesten - for de, som gjorde deres bedste for ikke at efterlade verden i en ringere tilstand, end den vi overtog - med venlig hilsen til vore efterkommere fra Dansk Transport Forlag.
Popgruppen Shu-bi-dua var måske allerede tilbage i 70'erne tættere på virkeligheden med teksten i sangen Costa Kalundborg, end vi overhovedet kunne forestille os.
Der er sket en forurening
af den ydre atmosfære
så meteorologerne har lovet at
vi nu får bedre vejr.
Eskimoerne får solstik og Sahara bli'r til is
og Danmark bli'r det nye tropeferie-paradis.
Så er du træt af Syde, sne og slud:
Ta' til det varme nord.
Ta' til Costa Kalundborg,
hvor de slanke palmer står
og svajer blidt for brisen
bag Jens Hansens bondegård.
Fang en haj i Køge Bugt.
Spis af kærlighedens frugt.
Rejs til Danmark, det er billigt, det er smukt.
Jeg ønsker alle en dejlig tur ud i det danske forår - uden efterladenskaber!
-----