Fluen befandt sig aldeles ikke godt i sine "nye" omgivelser i vindueskarmen på vognmandens kontor. Midt mens den havde været allermest sløj af influenza, men dog havde kunnet indrette sig et nogenlunde sygeleje under et blad, der var faldet af potteplanten, var det hele blevet ryddet - og vindueskarmen var blevet rengjort til bunds med vand og sæbe og det hele.

Nu sad fluen i sin nyskurede vindueskarm og prøvede at vænne sig til lugten af Ajax, men i det mindste havde den da ikke feber længere. Og så vidt den kunne forstå skyldtes al virakken, at firmaet skulle have besøg af den lokale folketingsmand. Det var måske ikke så dårligt; gæster plejede at betyde wienerbrød eller smørrebrød, og det kunne kun være positiv i fluens optik.

Og i det samme kunne fluen høre stemmer, som nærmede sig. Rundvisningen i firmaet og håndtrykkene til medarbejderne var åbenbart ved at være forbi, og de kom ind på vognmandens kontor. Det var folketingsmanden og chefen og bogholderen, som altid var med, når det skete noget vigtigt. De satte sig ved mødebordet i chefkontoret.

Fluen kunne se, at vognmanden var helt på toppen. Han snakkede og fortalte og slog ud med armene. Og politikeren nikkede og så stadig interesseret ud.

Forinden havde fluen dog hørt bogholderen advare chefen mod at blive alt for ivrig. - Husk nu ikke overdynge ham for meget med argumenter hele tiden. Han skal have tid til at fordøje det, du siger til ham.

Vognmanden interesserede sig levende for politik. Hjemme foran TV-Avisen havde han altid højlydte kommentarer til, hvad der blev gjort og sagt fra Christiansborg. Og det var sjældent ros.

Men fluen kunne se, at vognmanden nu var i gang med en længere udredning omkring en omfartsvej, som han havde plæderet for i årevis, men som han ikke havde vundet gehør for lokalt.

Folketingsmanden var lidt yngre end vognmanden, men lod til at have god forståelse for erhvervslivets problemer, og fluen kunne høre, at han vidste en del om vognmandsbranchen, selv om han vist oprindelig var jurist.

- Men efterhånden er det vigtigste, at I får gjort noget ved vejene. De kan simpelthen ikke blive ved at klare al den trafik. Så sent som i går havde vi biler, som selv om de var i god tid, blev forsinket så meget, at de lige akkurat ikke nåede frem til kunden inden hans lukketid. Og vi kan jo ikke bare læsse godset af foran porten, forklarede vognmanden.

- Ja, vi er godt klar over problemet, og i mit parti er vi parat til at øge investeringerne betydeligt. Men du må forstå, at det er noget, der tager tid. Det er bestemt ikke let at vride penge ud af finansministeren - alle råber jo på flere bevillinger. Hospitalerne, daginstitutionerne, skolerne, ældreplejen. Du kan ikke åbne en avis eller for TV uden, at der står folk frem og vil have flere midler til netop deres område. Jeg prøvede en dag for sjov at tælle sammen, hvad én morgen-nyhedsudsendelse i regionalradioen ville koste, hvis man skulle leve op til alle de emner: Over en milliard kroner bare her i området til idrætsanlæg, skolerenovering, ventelister osv. Alle vil have en bid af kagen. Og du vil jo have en omfartsvej.

Fluen kunne se, at vognmanden nærmest trippede for at komme til orde.

- Ja, det er jo hele velfærdssamfundet du der taler om, men hvad vil I politikere gøre, hvis ikke vi fra erhvervslivet side kan holde det hele kørende med vækst og udvikling. Hvis ikke de virksomheder, der skal tjene pengene hjem til landet, kan få deres gods frem ud til kunderne på en effektiv måde.

Folketingsmanden nikkede. - Sandt nok, og vi gør da også, hvad vi kan, men vores parti er jo ikke alene om at bestemme, og du ved, at det ikke er lige populært alle steder at bruge penge på veje og da slet ikke motorveje.

- Hvad så den dag, hvor der ikke er penge nok til f.eks. hjemmehjælp til alle de mange gamle, som der jo bliver flere og flere af. Så vil folk først begynde at ærgre sig over, at erhvervslivet ikke fik lov at tjene pengene hjem til os alle sammen.

- Ja, men sådan tænker folk jo ikke. Og du kan da heller ikke undgå at vide, at folk er trætte af lastbiler på vejene. Det hører jeg jo ofte, når jeg er ude i andre sammenhænge: - Kan I ikke gøre noget ved alle de lastbiler, der fylder op på vejene, så man ikke kan komme frem. I har jo ikke det bedste ry.

Fluen kunne straks se, at vognmanden var ved at fare i flint. - Hvis du vidste, hvor svært det er at skaffe dygtige chauffører med de vanvittige bøderegler, I har lavet inde på Christiansborg - også selv om I har blødt lidt op. Hvis I var klar over, hvor besværlig det er at få tingene til at løbe rundt med alle de fordyrelser politikerne er skyld i, og de betingelser I giver os i det hele taget, så tror jeg nok, at piben fik en anden lyd.

Politikeren klappede vognmanden på armen. - Rolig nu. Vi arbejder jo hele tiden for at forbedre situationen. Selv oppositionen er med på, at I skal have ordentlige vilkår for at klare jer overfor udlandet og løse opgaven. Alle ved, at I gør en stor indsats. Jeg lover, at det nok skal blive bedre.

Vognmanden så helt oplivet ud. Det samme gjorde fluen, da døren gik op, og der blev båret et stort fad med smørrebrød ind.

-----