Dannemand konkurs
Skifteretten i Viborg har taget Dannemand Transport ApS Højbjerg Huse 7 8840 Rødkærsbro under konkursbehandling.
Det er kun få dage siden at vi kunne fortælle læserne at vognmand Jack Peter Berthel Dannemand var udtrådt af direktionen i Dannemand Transport ApS. Nu viser det sig at Skifteretten i Viborg den 17. april 2007 har taget Dannemand Transport ApS Højbjerg Huse 7 8840 Rødkærsbro under konkursbehandling efter begæring modtaget den 13. april.
Forudgående betalingsstandsning er anmeldt den 02. april og tilsyn beskikket den 04. april. Kurator er advokat Jørgen Hauschildt, Sønder Allé 9 i Århus.
Det konkursramte selskab Dannemand Transport ApS råder over 32 tilladelser til godskørsel mod betaling. Selskabet er i Færdselsstyrelsens system opført på adressen Sletvej 35 i Tranbjerg, mens det i Erhvervs og Selskabsstyrelsen hører hjemme i Højbjerg Huse ved Rødkærsbro.
Vognmand Jack Peter Berthel Dannemand er stadig ansvarlig leder i selskabet Dannemand International Transport ApS, der er hjemmehørende i Tranbjerg og som råder over otte tilladelser til godstransport mod betaling.