Vejnettet skal gavne havnene
EUs midler til at flytte transport fra land til vand skal ikke kun gå til havne og søfart, men også til vej-infrastruktur, siger EU-parlamentariker Anne E. Jensen.
EUs midler til at flytte transport fra land til vand skal ikke kun gå til havne og søfart, men også til vej-infrastruktur, siger EU-parlamentariker Anne E. Jensen.
Hvis vi skal flytte transporten fra vejene, er vi nødt til at bygge flere veje. Det var en af de vigtige konklusioner fra et seminar i Europa-Parlamentet, hvor repræsentanter fra Baltic Ports Organization (BPO) og EU diskuterede den fremtidige rolle for Østersøregionen. Anne E. Jensen, medlem af Europaparlament for Venstre, var vært for seminaret og ser det som afgørende, at nogle af EUs midler bruges til at udvide infrastrukturen omkring havnene.
- Det er vigtigt at holde sig for øje, at EUs midler til at flytte transport fra land til vand, går videre end investeringer i havne og søtransport. Hvis vi skal udvide søtransporten er det afgørende, at investeringer i den bagvedliggende infrastruktur prioriteres højt, siger Anne E. Jensen.
Vigtigt med veje og bane
- Havnene omkring Østersøen vil i de kommende år opleve kraftig vækst. Derfor er der behov for gode tog- og vejforbindelser. Hvis vi ikke sikrer dette, vil vi ikke få udnyttet potentialet i Østersøen fuldt ud. For meget vil blive transporteret på landevej fra store havne som Hamborg og Rotterdam, og dermed får vi en øget belastning på et i forvejen overbelastet vejnet, siger Anne E. Jensen og tilføjer:
- Væksten i havnene kan ikke diskuteres. Det går nemlig rigtig godt for havnene omkring Østersøen, hvor de 20 største fra 2005 til 2006 oplevede en samlet vækst på over 16 procent.