Bøde-nøl stopper i juni
Forbundsregeringen i Berlin vil lukke lovgivningsefterslæb på køre- og hviletidsområdet senest i juni.
Tyskland indførte de nye EU-regler for køre- og hviletid i sidste uge, som resten af Europa. Men det er praktisk taget gratis for chauffører og vognmænd, hvis de overtræder reglerne. Forbundsdagen har nemlig endnu ikke vedtaget det tilhørende straffekatalog, der gør det lovligt at straffe overtrædelser af reglerne. Det gamle bødekatalog er ophævet, fordi de gamle køre- og hviletidsregler er udgået og man har ’glemt’ at indføre nye strafferegler.
Forbundsregeringen har nu lovet at være klar med et nyt bødekatalog senest i juni i år.
Det er dog ikke helt problemfrit, at overtræde køre- og hviletidsreglerne i Tyskland. Politiet har både ret og pligt til at stoppe vogntog, hvor chaufføren har overtrådt reglerne, samt at forhindre chaufføren i at køre videre.
-----