Færre besøgende
Selv om Transport 2007, som sluttede i går i Messecenter Herning, fik 5.000 færre besøgende, så betegnes messen alligevel som virkelig god – Og salget var flot
I alt 28.024 fagfolk fra transportbranchen besøgte messen.
- Flertallet af messens 302 udstillere - og vores samarbejdspartnere - betegner Transport 2007 som en rigtig god messe. Det bekræfter, at størsteparten af de besøgende har været disponenter, indkøbere og fagfolk, siger adm. direktør Georg Sørensen, Messecenter Herning
Mange vognmænd
- Jeg er glad for, at messen får gode karakterer, selv om der kom godt 5.000 færre besøgende end på den forrige Transport-messe. Under messen har vi gennemført et stort analysearbejde, som bl.a. gør os i stand til efterfølgende at dokumentere en lang række vigtige nøgletal. Således vil vi kunne se, hvor stor en procentdel af landets vognmandsfirmaer, der har besøgt messen.
- Meget tyder allerede nu på, at vognmandsfirmaerne har været markant repræsenteret, idet et stort antal udstillere melder om et virkelig godt salg i messedagene, siger adm. direktør Georg Sørensen, Messecenter Herning A/S, som også hæfter sig ved, at der var et stort salg af lastbiler.
-----