Overlevelse kræver nytænkning
Fragtmandskoncernen Viktor Sørensen A/S, Århus, lever godt af at nytænke i it, outsource til kolleger og optimere kørslen. Med direktør Jørn Grove i spidsen er koncernen interesseret i at udvide, som senest med købet af kollegaen Brdr. Bie
Mens de administrative medarbejdere hos Viktor Sørensen Eftf. A/S sidder tæt med skriveborde sat i klynger, har medejer og direktør Jørn Grove anderledes god plads i hjørnekontoret på Fragtmandscentralen i Århus.
På skrivebordet står friske tulipaner og på en af væggene hænger et stort, indrammet foto af en smilende dreng med efternavnet Grove, derom senere.
Det var ønsket om indflydelse der i 1993 fik den statsautoriserede revisor-uddannede Jørn Grove til at skippe titlen som selvstændig rådgiver indenfor fragtmandsbranchen. I stedet købte han 25 procent af aktierne i det dengang underskudsgivende fragtmandsfirma Viktor Sørensen Eftf. A/S.
To år senere var den negative egenkapital på to mio. kr. vendt til plus. Tidligt i processen blev en medejer "gået", mens de to andre, Alex Pedersen og Verner Levin Madsen fortsat er medejere og ansatte i firmaet. De to ejer tilsammen 49,6 procent af aktierne, Jørn Grove tilsvarende, mens advokat Bill Andersen ejer 0,8 procent.
Har ikke stort kørekortFirmaets grundlægger Viktor Sørensen er den velkendte historie om en mand og en bil. Brunkul-kørsel på en flad benzinvogn i 1946. Vokseværk og nye muligheder der endte i fragtkørsel. I 1983 overtog fire medarbejdere firmaet, og fortsatte som sådan til 1993, hvor der med Jørn Groves indtræden på rampen kom en ny stil ind i firmaet.
For Jørn Grove kan ikke køre lastbil. Og dermed er han et sjældent syn blandt danske fragtmænd, der ofte lader firmaerne gå i arv fra far til søn.
At han er kommet med en, for branchen, usædvanlig baggrund ser Jørn Grove kun som en fordel. Med revisor-uddannelsen fra Handelshøjskolen har han lært at analysere og sætte alting i system. Alle arbejdsgange har været gennem Groves lommeregner. Hvilket betyder, at Viktor Sørensen Eftf. A/S f.eks. har et it-system, som bl.a. følger hvordan paller går ind og ud af firmaets hænder. Direktøren har med et af sine regnestykker regnet ud, at det koster 50.000 kr. om måneden, hvis hver chauffør dagligt kommer hjem med en palle mindre end han kørte ud med.
Generelt er det Jørn Groves mål, at firmaet konstant har de nyeste relevante it-redskaber til rådighed, ligesom vognparken skal være vedligeholdt, af nyere dato og først med nye tiltag. F.eks. var firmaet blandt de første i branchen med trailere i to etager som sikrer, at godset ikke bliver klemt under kørslen.
Jørn Grove understreger gang på gang, at branchen skal være på forkant med udviklingen. Og hans næstkommanderende, transportchef Torben Kerstens, følger op på den tankegang:
- Den der dør, er den der gør "som jeg plejer". Det er netop "plejerne" man skal udvikle, lyder det fra firmaets transportchef.
MedarbejderplejeTorben Kerstens sidder midt mellem kollegerne i kontorlandskabet og har tæt føling med, hvad der foregår i det daglige.
- I mine øjne skal ledelsen være tæt på for at have en god transportvirksomhed, lyder det fra transportchefen, som med godt en halv snes rutinerede mellemledere på holdet fungerer som firmaets "udrykningschef", når det brænder på. Både i den daglige drift, i kontakten med leverandører eller med rammeaftaler. Desuden har Torben ansvaret for firmaets medarbejderpleje.
Firmaets to øverste chefer er nemlig enige om, at medarbejderne skal plejes. Tidligere tiders lange ansøgerliste til et job i firmaet er en saga blot. Det kræver nytænkning i en traditionel branche, f.eks. en kvindelig chaufførlærling og tre nydanske medarbejdere, som for øvrigt gør det godt. Og begrebet medarbejderpleje bliver taget ganske alvorligt. I dag ved ledelsen, at der skal være afgørende grunde til, at en chauffør fortsætter med de 10-12 timer lange arbejdsdage frem for et lagerjob på 8 timer til stort set samme løn.
Jørn Grove understreger, at en god chauffør er tre gange så meget værd for firmaet som en dårlig chauffør. Og at en ny chauffør koster 40-50.000 kr. i oplæring.
Torben Kerstens har til opgave at undersøge hvilken type medarbejderpleje der har medarbejdernes interesse.
- Det er f.eks. ikke sikkert, at de prioriterer tid til fitness, hvis de har været på arbejde i 10-12 timer, lyder det fra Torben Kerstens.
Indtil nu betyder det, at chaufførerne får op til 20 procent mere i løn, hvis de opfylder en række krav i omgangen med kolleger, kunder, materiel og gods, har orden i papirerne og sørger for, at ekstra ydelser bliver omsat til regning. To gange om året er medarbejderne til en "bonus-samtale". Desuden har alle ansatte en sundhedsforsikring og der er fokus på behov og ønsker om efteruddannelse.
Endelig er der informationen om hvad der sker i firmaet som Jørn Grove anser for meget vigtigt. Ligesom kunderne kræver, at den medfølgende information til en pakke når frem, så mener direktøren, at medarbejderne også skal informeres hyppigt om tiltag i firmaet. Derfor får de ansatte et informationsbrev en gang om måneden om nye ansatte og andre nyheder internt i firmaet. Lige nu overvejer direktøren, om nyhederne skal udsendes oftere i takt med nye tiltag i firmaet.
VokseværkViktor Sørensen-koncernen har været på firma-indkøb flere gange, siden Jørn Grove blev direktør. Hver gang med ønsket om at supplere kerneforretningen Århus-København med ruter, hvor det er naturligt at samarbejde.
Koncernen har siden 1998 været medejer af Team Vestsjælland, der er et samarbejde med lokale fragtmænd om både korte og lange ruter på strækningen Århus-Vestsjælland. Jørn Grove er særdeles stolt af den lidt utraditionelle tankegang der står bag driften af Team Vestsjælland, hvor der samarbejdes på kryds og tværs af vognmænd og rutelængder. I 2004 kom Fredensborg Fragt A/S med i koncernen. En dyr affære, der kostede 10 mio. kr. over to år, og endte med et salg til Danske Fragtmænd Sjælland til en købssum på 1 kr. Jørn Grove har tre årsager til fiaskoen.
- Dårlig infrastruktur i Nordsjælland, mangel på kvalificerede chauffører og især lave interne priser i Danske Fragtmænd. Fredensborg Fragt er at betragte som en slags system-sorteper. Jeg argumenterede for støtte fra systemet Danske Fragtmænd, da vi ejede det. I stedet solgte vi, og det er ikke blevet mindre dyrt for Danske Fragtmænd. Tværtimod, konstaterer direktøren.
Anderledes positivt er det gået med købet af John Møller A/S fra Sabro, der kører nærdistributionskørsel i Århus og omegn. Tre år efter indkøbet giver det et pænt stor overskud. Det seneste køb af Brdr. Bie, der kører Århus-Odense forventer Jørn Grove giver overskud fra første dag, da det i forvejen er en god forretning. Og så falder meget af Brdr. Bies fragtveje "i hak" med koncernens øvrige ruter.
Trives med nye mål
Jørn Grove gør ikke meget for at skjule glæden over at have gjort en god forretning. Ligesom udfordringen i at flette to firmaer sammen, hvor der er en række muligheder for samkørsel, passer ham rigtigt godt. Han trives, når han kommer frem til de mål, han har sat sig. Et af målene er dog udsat på ubestemt tid.
Jørn Grove er 58 år, og da transportchef Torben Kerstens blev ansat i 2004 var udsigten, at han skulle afløse Jørn Grove indenfor kortere tid. Den plan følger Jørn Grove bestemt ikke slavisk, for han bryder sig ikke om udsigten til at have mindre indflydelse. Dog har han flyttet fokus fra den daglige drift til de mere overordnede linier. Siger han. Udefrakommende efterlades en fornemmelse af, at Jørn Grove ved det meste om hvad der foregår i virksomheden. Men fokus er på at udvikle. F.eks. udviklingsarbejde af Danske Fragtmænds fremtid på Sjælland. Og på Viktor Sørensen-koncernens interesser i Århus Fragtmandscentral og EKV. Sidstnævnte er ikke nogen guldgrube, men EKV-ejerskabet giver, om ikke andet, så mulighed for at indkøbe f.eks. 47 lastbiler til en fordelagtig pris som det skete i efteråret 2004.
Jørn Grove er også far. Til 12-årige Jacob, der interesserer sig brændende for veje og jernbaner, dansk infrastruktur og som svømmer fire gange om ugen. Og, fortæller den stolte far, sønnen deltager i landsdelsmesterskab i svømning, hvor far Grove er med som official. Det er også Jørn Grove der gennem årene har afleveret sønnen i skole og laver aftensmad, da hustruen, Anni Grove, er overlæge i patologi på Aalborg Sygehus og har lange arbejdsdage. Hans egne sportslige udfoldelser er pga. en knæskade begrænset til golf og til at følge AGF, som Viktor Sørensen Eftf. A/S er sponsor for. Og derfor rejser revisor-fragtmanden fra Århus i marts til Firenze for at besøge fodboldspilleren Martin Jørgensen, men det er en helt anden snak.
-----