Polarområdets hårde klima præger øgruppen Svalbard, hvor det er forbudt at bygge veje.

Langt ude i Barentshavet mellem det nordlige Norge og Nordpolen ligger øgruppen Svalbard, der hører til Norge. Afstanden til Norge er omkring 900 km, så man sejler ikke lige ind til det norske fastland eller flyver for den sags skyld, med mindre man har rådighed over et fly. Svalbard ligger også i Polarområdet, hvor der nærmest er vinter altid. Sommeren er der lige lidt i perioden fra juni til august. Øerne er ikke bare et par småøer, faktisk dækker de et areal på 63.000 km2 og omfatter øerne Spitsbergen, Nordaustlandet, Barentsøya, Edgeøya og Prins Karls Forland. Spitsbergen er den absolutte største ø, hvor også minen Svea og byen Longyearbyen ligger.

I Longyearbyen er der ca. 1800 indbyggere, mens der i Barentsburg, som er et russisk minesamfund bor ca. 800 indbyggere. I området Ny-Ålesund, der er et norsk international forskningsstation, bor der mellem 40 - 100 indbyggere. I Sveagruve, der er den største mine, bor der konstant 250 pendlere. Som noget meget specielt er der ingen vejforbindelse mellem de forskellige byer og samfund på Svalbard.

Man har nemlig den regel, at der ikke må bygges veje, ja faktisk må der ikke ændres noget i naturen. Samtidig har man den mærkelige bestemmelse, at alt skal stå uændret siden 1946.

Det betyder at de gamle hængebaner, som blev brugt til at transportere kullene fra minerne stadig står, som de gjorde i 1946.

Disse regler har da også en betydelig omkostninger for mineselskaberne, da der for eksempel ikke må etableres vej mellem Sveamine og Longyearbyen. Det betyder, at man enten må tage en lille flyvemaskine eller som vi gjorde, da vi besøgte Svalbard, køre på snescooter i to timer hver vej, for at komme ud til minen og tilbage igen.

I ca. seks til otte måneder om året kan man køre på snescooter. Til gengæld kan der så sejles mellem destinationerne, når der ikke er is på havet.

Den tunge transport klares i vintertiden, hvor isen ellers er bæredygtig af en stor Caterpillar bulldozer, som trækker en eller flere slæder efter sig ud over isen.

Under anden verdenskrig var der alvorlige bombardementer af både skibe og Longyearbyen, og i 1943 blev en mine sat i brand.

Den brændte helt indtil 1963. Ild i kulminer er nærmest umulige at slukke.

-----