Vore kunder kræver højt miljøniveau
Har allerede anskaffet sig den første Euro 5 lastvogn med kroghejs
Hos vognmandsfirmaet Gert Andersen i Sdr. Kastrup på Djursland har man øje for lastvogne med gode miljøfaktorer.
Firmaet har nemlig for et stykke tid siden fået leveret en ny Volvo FM 480 Euro 5 opbygget med kroghejs, som vi har med som denne måneds Månedens Køretøj.
- En høj Euronorm er nærmest et kundekrav, siger den ene af sønnerne, René Andersen til Trans Inform.
- Vi bliver mødt af krav om en lav miljøpåvirkning ude ved vore kunder, så det er længe siden, at vi fik leveret den første lastvogn i EURO4, siger han.
Faktisk er det René Andersen, der styrer det meste i virksomheden, som har i alt fire lastvogne, fire påhængsvogne og 35 containere.
En af firmaets vogne er et rigtigt tømmervogntog. Det er en Volvo FH520 i Euro 4 udførelse med I-shift gearkasse opbygget med skovudstyr og skovkran samt tilhørende fireakslet påhængsvogn.
Stjæler tidUd over månedens køretøj har vognmandsfirmaet også en MAN TGA Euro 4 opbygget med et HYVA kroghejs samt en Scania R164 med almindeligt wirehejs.
Containerbilerne udfører alle mulige transporter siger René Andersen.
Volvoen som er Månedens Køretøj passer to genbrugsstationer med tømning af containere.
Andersen er meget utilfreds med den digitale fartskriver, der stjæler meget af tiden for en hejseladsbil, der jo har mange stop på en dag.
- Det er et problem, når en ny vogn ikke kan nå det samme som den "gamle" vogn kunne. Hvordan skal man forklare kunderne det? Og hvordan skal man kunne forlange mere i fragt, fordi man benytter en ny lastvogn, spørger René Andersen, der anslår at der dagligt forsvinder op mod to en halv times køretid på de dage, hvor vognen har rigtig mange stop.
-----