Endnu en mulighed for effektivisering
Ingeniørfirmaet Poul Tarp i Randers har udvikling et system til styring og registrering af hele forløbet fra containeren bestilles, leveres, tømmes, og hjemtages til vognmanden, og den efterfølgende fakturering er 100 procent automatiseret.
Den danske transportindustri står over for meget store udfordringer. Globaliseringen og den generelle velstandsforøgelse bidrager til markante vækstrater indenfor godstrafik nu og i fremtiden, og det i en grad så det er en opgave i sig selv at skaffe kapacitet - og ressourcer - til at udføre transporterne.
Større effektivitet i udførelsen af transportarbejdet er blevet et nødvendigt indsatsområde, og bedre udnyttelse af moderne teknologi fremhæves i dag som den mest nærliggende kilde til effektivitetsforøgelse.
En ingeniørvirksomhed i Randers har arbejdet med at effektivisere visse områder af transporterhvervet siden 1970-erne. I dag tilbyder Poul Tarp A/S blandt andet et system, der kan bruges til containerstyring og - registrering og på den måde effektivt kan nedbringe udestående fordringers liggetid.
IdeenKim Christensen, Poul Tarp A/S, fortæller hvordan det hænger sammen:
- Idéen går ud på, at hele forløbet fra containeren bestilles, leveres, tømmes, og hjemtages til vognmanden, og den efterfølgende fakturering er 100 procent automatiseret. Transmissionen af data fra kontor til lastbil, der fortæller om det udførte arbejde, kører via GPRS, og alle systemets moduler er fuldt integreret, hvilket betyder, at når ordren er udført og containeren er kørt til en anden kunde - eller hjem på oplagringspladsen hos vognmanden - så kan fakturaen udsendes til kunden.
- Systemet hedder GTC og er et grundmodul, der kan påklistres et eller flere tillægsmoduler. Det er baseret på en SQL database og er derfor kompatibelt med blandt andre Navision og C-5 økonomisystemer, der også er baseret på SQL.
- Grundlæggende er, at alle containere bærer et flercifret og entydigt identifikationsnummer, der er koblet til lastbiler, der er i stand til at transportere containeren, hvilket betyder mindre spildtid hos vognmanden.
Godt redskab i hverdagenØkonomien i containerudlejning får væsentligt bedre vilkår med indførelse af et containerstyringssystem. Jo flere containere - jo bedre effektivitet og indtjening.
Systemet er desuden meget nemt at bruge.
- I princippet fungerer GTC containerstyrings- og registreringsmodul på den måde, fortsætter Kim Christensen, - at disponenten hjemme i virksomheden indtaster ordren, der så vises på en skærm i lastbilen. Når ordren er udført, indtaster chaufføren dette på skærmen i lastbilen.
- Registreringen overføres via GPRS, som alle kender i dag, til disponentens GTC system i virksomheden, - og på den måde ved disponenten hele tiden, hvor container og lastbil befinder sig. Disponenten kan også se bilernes og containernes placering på et kort på skærmen, ligesom computeren i bilen kan have navigation til hjælp for chaufføren.
Vognmandens debitorer- Alle arbejdsmomenter fra udsætning, levering, tømning til hjemtagning registreres sammen med den tid, containeren har været udlejet, og når containeren er tilbage på pladsen igen, går der besked til økonomiafdelingen, der automatisk udfører et faktureringsgrundlag til godkendelse i økonomiafdelingen, før endelig faktura fremsendes til kunden.
- Resultatet er, at faktureringen kan ske løbende og med et minimum af forsinkelse, når ordren er udført og ikke først ved månedens slutning. På den måde begrænses vognmandens debitormasse.
- Vi har i dag flere danske kunder, som har basissystemet og som er i gang med at indføre de nyeste opgraderinger, fortæller Kim Christensen. - Interessen er voksende, - ikke mindst fordi vi har mærket en stigende opmærksomhed fra udlandet.
Stor eksportandelPoul Tarp A/S er en ingeniørvirksomhed med omkring 70 medarbejdere.
- Vi er i dag at finde i Danmark og har forhandleraftaler i Norge, Sverige, Finland, Holland, Polen, England, Irland, Australien, New Zealand. Eksportandelen udgør omkring 60%.
- Vi blev grundlagt i 1954, fortsætter Kim Christensen, - og har altid fokuseret på transportbranchen. Det nyeste produkt er GTC Systemet til styring af containere, lastbiler, kranlastbiler og autotransporter.
- GTC Systemet var en naturlig videreførelse af vores andet store produktområde, nemlig vejesystemet, der bruges af renovationsbiler til afregning efter vægt, men også i andre brancher som for eksempel på mælkebiler, gasbiler og foderbiler. Mejeriindustrien er et andet stort kundesegment. Her leverer vi alt udstyr i forbindelse med indsamling af mælk.
Bæredygtig effektivitet- Eksperter peger ofte på teknologien som den mest oplagte hjælp til bæredygtig effektivitetsforøgelse, fastslår Kim Christensen, - og det kan vi absolut tilslutte os. Vi konstaterer dagligt, at der er gode muligheder for at bringe transporterhvervets brug af den moderne teknologi op på et højere niveau.
- Vi har øjne og ører åbne for nye muligheder og områder, der kan effektiviseres, og det næste produkt, vi har i pipeline, er et ruteoptimeringsprogram, specielt for affaldskørsel. Det skulle gerne se dagens lys i løbet af 2007, men det er et omfattende og kompliceret program med mange parametre, så vi får se, slutter Kim Christensen fra Dublin, Irland, hvor han er til Recycling and Waste Management Messe.
-----