Men vi skal heller ikke blindt følge enhver strømning, som siger, at nu har vi værsgo? at gøre sådan og sådan af hensyn til miljøet. I dette spørgsmål, som i så meget andre er der grund til at efterlyse fakta.

Og inden vi helt synker ned i fortvivlelse over dommedagsprofetier, om at havene stiger seks meter ? godt nok først om tusind år ? var det måske værd at stoppe op et øjeblik og se på, hvad vi allerede har opnået.

Der er nemlig sket enorme fremskridt på miljø-området. Lidt efter lidt har holdningen ændret sig, så det er blevet naturligt for de fleste nye produkter at have en miljødimension indtænkt i deres liv. Ingen bil bliver bygget uden, at der er tænkt på, hvordan den skal kunne skaffes af vejen igen. Næppe noget større byggeri bliver sat i værk uden, at der er dokumentation for, hvordan det kommer til at påvirke omgivelserne.

Og det er inden for de sidste par år blevet muligt at bade direkte i Københavns Havn. Hvor man før talte om ?Pløresund?, har Øresund i dag både friske strande og et sundt havmiljø ? selv om Øresundsbroen jo inden opførelsen blev beskyldt for at ville dræbe alt liv på havbunden. Ligeså med Storebæltsforbindelsen. Det gik ikke som skeptikerne frygtede.

Og det skyldes både, at modstanderne af byggerierne overdrev faren og at der blev taget højde for miljøpåvirkningerne allerede i design-fasen.

Men i miljødebatten har der ofte været en tendens til diskutere efter devisen: ?Overdrivelse fremmer forståelsen?. Og ingen miljøaktivist har haft lyst til at indrømme det mindste gran af tvivl om synspunkterne.

Den amerikanske eks-vicepræsident Al Gore har netop været i Danmark for at fremme sine synspunkter. Hans budskab skal tages alvorligt. Klimaforandringer er en realitet, men kritikerne har straks været fremme med en modreaktion: Han overdriver bevidst sine scenarier for at skabe en følelsesmæssig undertone, der kan skabe accept for hans sag.

Problemet i denne diskussion er som i så mange andre situationer at nå frem tll blankpolerede fakta, som alle kan blive enige om som udgangspunkt for en ægte stillingtagen.

Men så begynder jo en anden diskussion. Hvad er så det rigtige at gøre, og hvem skal betale det. Et eksempel er spørgsmålet om miljøzoner i de største byer. Her er både politikere og vognmænd enige om, at de ultrafine partikler fra lastbilerne er skadelige og skal væk. De kan bare sætte filtre på, siger politikerne, men ser så helt bort fra den store omkostningsbelastning, der lægges på den enkelte lastbil.

Hver eneste ny lastbilmodel er bedre end sin forgænger ? både på brændstoføkonomi og emissioner. Den danske lastvognspark hører til de mest moderne. Der bliver til stadighed udviklet på miljøsiden. Men selv om man er nået langt, er der endnu et stykke vej, før bilmotorerne er forureningsfri. Derfor er branchen også med på, at der bliver stillet krav.

Men hvis man når frem til, at man blot behøver udtale ordet ?miljø?, for at aktivere hele den følelsesmæssige underbevidsthed og dermed få truffet beslutninger som er baseret på en diffus frygt, har man afskåret sig fra at finde den optimale løsning. Så har man kun forholdt sig til den ene halvdel af problemet.

Hvis man kan skabe et faktabaseret grundfjeld for miljødiskussionen og se på mere end én side af sagen, så er der ingen tvivl om, at der kunne skabes en kæmpe entusiasme i erhvervslivet for ekstra miljøtiltag. Transportbranchen har jo for længst vist, at man er parat til at tage ansvar - helt af sig selv.

-----