Konkursramt søger gældssanering
Skifteretten i Sønderborg har den 27. februar indledt gældssaneringssag for tidligere vognmand Per Johnsen Bakkevej i Haderslev.
Per Johnsen har drevet virksomheden Johnsen & Co. Transport ApS, som blev drevet fra adressen Norgesvej 22 C i Haderslev, og som blev erklæret konkurs ved dekret afsagt den 12. februar 2003.
Per Johnsen, der tidligere drev virksomheden personligt, fik helt tilbage i 2001 gennemført en tvangsakkord for selskabet. Den skrællede 60 procent af kreditorernes tilgodehavende væk. Dividenden på 40 pct. havde den konkursramte vognmand efterfølgende fire år til at betale af.
Nyt selskabOp til årsskiftet 2002/2003 stiftede Per Johnsen sammen med ejergruppen bag Holl-Dan Haderslev ApS et nyt selskab med navnet Holl-Dan Trucking ApS. Det skete næsten samtidig med, at Per Johnsens vognmandsfirma Johnsen & Co. ApS på trods af den kraftige afhøvling af gælden et par år tidligere kom ud med en negativ egenkapital på over en halv mio. kroner.
Herefter forsvandt det økonomiske grundlag og konkursen var uundgåelig. Advokat K. Gabelgaard i Hjørring sluttede i september 2004 boet, hvor der blev otte procent i dividende til de simple kreditorer.
-----