Springet fra lille til større
Vognmand Vagn Larsen valgte at satse, da han mistede kontrakten på kørsel for virksomhedens gamle kunde Novo Nordisk.
Vognmand Vagn Larsen blev den lille, da den gamle storkunde Novo Nordisk valgte at udlicitere kørslen. Vinderen blev Post Danmark og datterselskabet Budstikken, der kunne tilbyde en bredere logistikpakke.
Til gengæld kneb det med ekspertisen, når det gjaldt de specialiserede transportopgaver til den store medicinalvirksomhed. Derfor fortsatte Vagn Larsen og hans erfarne chauffører med at køre for Novo Nordisk, men nu som underleverandører for Budstikken.
- Det at miste en så stor kunde, var en brat opvågning. Men egentligt blev det en lærestreg til min egen fordel. Det er farligt, at binde sig til en enkelt kunde. Derfor valgte jeg at satse på at udvikle forretningen og gå ud og samarbejde med flere speditører, fortæller Vagn Larsen.
Han omdannede virksomheden til et aktieselskab i 2004 og skiftede samtidig virksomhedens navn til Bagsværd Transport A/S.
Ikke af ny datoVagn Larsen har kørt for Novo Nordisk i 21 år og før det havde faderen kørt for den store medicinalkoncern i 20-30 år. Så familiens tilknytning er ikke af ny dato.
I dag kører Bagsværd Transport fortsat som fast underleverandør for Budstikken på Novo Nordisk med syv biler, hvoraf to er Hyundai H-1 kassevogne, mens de resterende fem er lastvogne.
Vognparkens tungere ende består af 15 lastvogne. Heraf kører tre for Anco Trans, fire for DSV Transport og to for H.C. Svendsen. Resten af lastvognene betjener Løvens Kemiske Fabrik, Velux, NEFF Lagerhotel i Allerød, samt Combifragt.
Dermed har Vagn Larsen nået det mål, som han satte med dannelsen af Bagsværd Transport, og virksomheden er med den nuværende brede kundebase ikke længere afhængig af en enkelt storkunde.
Virksomheden kører i dag med i 25 biler. Hovedparten af lastvognene er forvogne, der bedst egner sig til distribution i hovedstadsområdet, men der er også fire trækkere i vognparken.
LæretidSpringet fra selvkørende vognmand med en lille håndfuld biler til direktørstolen på kontoret med helt nye forretningsområder var stort.
- Det har været en sej kamp de sidste to år. Det er noget helt andet at køre for speditører, end at køre for en enkelt kunde. Der har da været perioder, hvor det er gået ud over nattesøvnen. Men det kan ikke være anderledes, når man har sat huset på spil. Der er altid problemer, når man har så mange biler, chauffører og kunder. Men det er også mere spændende, siger Vagn Larsen.
- Når man sætter huset på spil for at komme i gang med en virksomhed, så er man også villig til gøre en ekstra indsats. Det er til gengæld også nødvendigt, fordi der er mange overraskelser, når man bevæger sig ind på et helt nyt område, erkender Vagn Larsen med den stilfærdige ligefremhed, der præger hele interviewet med Trans Inform.
- Det gælder om at bevare overblikket og at finde et leje, hvor man selv kan følge med. Speditørerne har haft rygende travlt sidste år, og jeg kunne sagtens få flere biler ud at køre. Men foreløbig venter jeg lidt, for at se hvad der sker i løbet af foråret.
- Der er ikke meget fidus ved, at have 2-3 biler stående uden noget at lave. Det med at sige nej og ja på de rigtige tidspunkter er vigtigt. Når man er i gang med at køre en virksomhed op, så siger man nok ja til mere end man burde, siger Vagn Larsen.
OverblikketHan lægger ikke skjul på, at de mange års brancheerfaring har givet en god ballast til processen med omlægningen og udvidelsen af virksomheden.
- Den tid jeg udelukkende kørte for Novo Nordisk har været gode læreår. Det gælder også samarbejdet med Budstikken, som har givet værdifulde erfaringer med at arbejde for speditører. Jeg tror ikke jeg var godt nok klædt til at starte den her forretning op, uden de erfaringer. Der er forskel på at køre med 5-6 biler for en enkelt kunde, hvor man selv er ude og køre hver dag og så skal bevare overblikket over en snes med et tilsvarende antal chauffører, der kører for forskellige kunder, fortæller Vagn Larsen.
- Jeg syntes, at vi nu har fundet et niveau, der passer. Vi har en volumen, hvor tingene hænger sammen. Men det er hele tiden en balanceakt. Det går rimeligt fornuftigt rent økonomisk. Men det er ikke en branche, man bliver millionær i, siger Vagn Larsen.
Virksomhedens biler kører hovedsageligt i hovedstadsområdet, transporter til eksempelvis Jylland overdrages typisk til samarbejdspartnere. Men Bagsværd Transport har også lastvogne, der kører i international trafik til Tyskland, Holland og Belgien.
Der er kun to af Bagsværd Transports lastvogne, der ikke er 100 procent beskæftiget af speditører.
Virksomheden deler domicil med speditionsvirksomheden Blom Transport, som man har et tæt samarbejde med.
KvalitetBagsværd Transport A/S' "opvækst" i medicinalindustrien har ikke bare givet en stor ekspertise inden for farligt gods, men også fokus på punktlighed, pålidelighed og kvalitet.
Der er i sagens natur stor forskel på at køre for Novo Nordisk og DSV. Både når det gælder chauffører og kørslen. Novo Nordisk stiller meget store krav til eksempelvis chaufføruddannelsen. Men også punktlighed og pålidelighed.
- Det dur ikke, at der er folk, som står og venter på en laboratorieprøve, og man så kommer en time for sent. Der skal ikke gå ret meget galt, før der bliver ballade. Derfor var det også vigtigt for Novo Nordisk, at vinderen af licitationen kunne stille med chauffører, der havde kendskab til tingene. Derfor kunne Budstikken ikke bare komme med 20 nye chauffører, forklarer Vagn Larsen.
- Høj kvalitet var afgørende i forhold til Novo Nordisk, og det er naturligvis overført til samarbejdet med Budstikken. Men vi prøver også at overføre kvalitetskonceptet til vores speditionskunder. Vores høje pålidelighed bliver værdsat alle steder, siger Vagn Larsen.
- De arbejder hele tiden på at effektivisere kørslen og det presser priserne. Den læreproces var vi igennem i forhold til Budstikken - men det gik også den anden vej. Det har været med til at gøre os meget mere effektive i dag.
ChaufførmangelBagsværd Transport A/S oplever ikke de store problemer med rekrutteringen af nye chauffører.
- Vi har lidt svært ved at finde faste afløsere, men det er ikke noget problem, at finde chauffører til de faste stillinger. Vi har et godt ry blandt chaufførerne, de snakker jo sammen og ved udmærket, hvor det er godt at køre, siger Vagn Larsen.
Han mener, at det er gode arbejdsforhold og et målrettet fokus på medarbejderpleje, der gør virksomheden til en attraktiv arbejdsplads.
- Vi gør meget ud af at kende vores chauffører også socialt, med fælles arrangementer. Ellers ender de bare med at tro, de er ansat hos DFDS Transport, hvis vi aldrig snakker med hinanden. Samtidig er jeg heller ikke den type, der råber og skriger af medarbejderne. For mig er det afgørende, at jeg kan behandle mine chauffører som voksne mennesker, der tager ansvar for det de kører med, siger Vagn Larsen.
- Det kræver naturligvis, at man vælger medarbejdere, der kan leve op til de forventninger.
Mange af Bagsværd Transports medarbejdere har kørt for Vagn Larsen i mange år.
- Der er flere af de chauffører, der kører fast for Novo Nordisk, der har været her i mere end 10 år. En enkelt har kørt for mig i 22 år. Jeg tror kun jeg har fyret to mand i de 23 år jeg har været vognmand. Det syntes jeg sgu' egentligt er meget pænt, fortæller Vagn Larsen med et lille smil.
Køre- hviletidVagn Larsen syntes ikke, at trængselsproblemerne omkring København er så slemme, som nogen i branchen vil gøre det til. De små bilers mobilitet og planlægning rækker stadig til en høj pålidelighed.
Men da talen falder på køre- og hviletids reglerne og det nye skrappe bødekatalog, så giver Vagn Larsen et uventet glimt af indestængt vrede.
- Jeg er meget skuffet over, at politiet er hoppet med på den her vogn, når de kan se, hvor urimeligt reglerne administreres. Vi har da også chauffører, der er faldet gennem hullet. Men når det skyldes så banale fejl, som en chauffør, der har glemt at skrive efternavn på skiven, og han vel og mærke er den eneste i firmaet, der har det fornavn, så er et bødekrav på 9.000 kroner helt hen i vejret.
- Et andet eksempel, der udløste en bøde, var en køreskive, der var spildt kaffe på. Det virker som ren hetz. Mange af reglerne har ikke noget med virkeligheden at gøre og bødetaksterne står slet ikke i forhold til, hvad en chauffør tjener, siger Vagn Larsen og slutter:
- Jeg kunne godt tænke mig, at vi holdt stille en dag eller to, så samfundet kan mærke
-----