Forsinkelse kan forekomme på to måder; transportøren kan komme for sent til afhentning af godset, og han kan komme for sent frem med godset. Den sidstnævnte er den klassiske forsinkelse, men som nedenstående afslører, er konsekvenserne ved den første langt større.

Forsinkelse er, medmindre man har aftalt præcist leveringstidspunkt, et relativt begreb, og hvad en modtager/afsender opfatter som forsinkelse, vil ofte af transportøren blive opfattet som gods leveret just in time.

Kommer transportøren for sent til afhentning af godset, kan det umiddelbart være svært at se, hvordan og hvad afsenderen skulle lide af tab. Med den konstante fokus på optimering af produktionen og betydningen af optimering af lagerkapacitet m.v. er det ikke helt urealistisk, at en afsender kan lide et tab, såfremt godset ikke bliver afhentet til tiden.

CMR-loven regulerer ikke transportørens ansvar for forsinket afhentning, og dermed er det dansk rets almindelige erstatningsretlige regler, som gælder på dette område. Efter dansk rets almindelige regler vil afsender kunne hæve transportaftalen, når 1) den indtrådte forsinkelse er væsentlig, og når 2) transportøren burde indse, at overholdelse af fristen var væsentlig for afsender.

Vedrørende den første betingelse, er væsentlighed et svagt og elastisk begreb, som ikke let lader sig definere, og definitionen af væsentlig vil blive afgjort konkret fra gang til gang. Den anden betingelse vil være opfyldt i de tilfælde, hvor transportøren kender f.eks. en produktionsvirksomheds stramme lagerfaciliteter, eller på anden måde er bekendt med vigtigheden af en korrekt afhentning. Hvis begge betingelser er opfyldt, vil afsender kunne hæve aftalen og købe ydelsen hos en anden transportør.

Ansvaret efter dansk rets almindelige regler er ikke underlagt ansvarsbegrænsninger, og transportøren skal dermed erstatte afsenders påregnelige tab. Dette kunne i grelle tilfælde være tab som følge af produktionsstop, men vil nok ofte alene være forskellen mellem den aftalte fragt og den fragt, som afsenderen må betale ved den nye transportør.

Ved den klassiske forsinkelse er det afgørende, om der er aftalt et leveringstidspunkt. Er der det, kaldes transporten populært for en terminstransport. En sag om forsinkelse vil derfor ofte komme til at dreje sig om, om der er aftalt et leveringstidspunkt.

For afgørelse af dette spørgsmål vil det være relevant at undersøge, om der er indføjet en leveringsfrist i fragtbrevet, men det er dog ikke en nødvendighed, at leveringsfristen er indføjet der. Hele aftalesituationen, herunder e-mails, breve, telefaxer og i sidste ende vidneforklaringen i retten vil være afgørende for resultatet.

Sø- og Handelsretten har i en dom fra 1996 taget stilling til en konkret sag om transport af et gulv fra Danmark til Tyrkiet. Retten fandt ikke, at der var indgået terminstransport men fandt dog, at gulvet blev leveret med forsinkelse under henvisning til den normale forsinkelsesberegning, som bliver gennemgået nedenfor. Sagens omstændigheder var som følger:

Firmaet "De To Handel- og Udlejning" udlejede et 4.000 m2 terraplasgulv, ejet af Parken, til en koncertarrangør i Tyrkiet. "De To Handel- og Udlejning" indgik en aftale med Samson Transport om transporten til og fra Tyrkiet. Ved udrejsen fra Tyrkiet tilbageholdte de tyrkiske toldmyndigheder gulvet, idet fristen i indførselstilladelsen var udløbet. Samson Transport måtte efter nogen ventetid returnere uden gulvet, og de anlagde sag mod "De To Handel- og Udlejning" med påstand om betaling af i alt 726.617 kr. for transport tur/retur, betaling af 88 ventedøgn samt forskelligt arbejde og udgifter i anledning af sagen. " De To Handel- og Udlejning" påstod frifindelse og nedlagde påstand om, at Samson skulle yde erstatning på i alt 564.020 kr. for leje af erstatningsgulv i England, transport heraf samt forskelligt arbejde og udgifter i anledning af sagen.

Gulvet skulle have været brugt ved en koncert d. 26. maj, men ankom først denne dag, og dette var ikke tidsnok til, at det kunne sættes op. I CMR-fragtbrevet var der anført leveringstidspunkt d. 25. maj 1993 kl. 07.00, men transportøren havde imidlertid i en telefax til "De To Handel- og Udlejning" skrevet følgende "Hermed bekræftes at bilerne forventes at ankomme til Istanbul tirsdag den 25/5-1993 kl. 0700. Vi skal dog venligst gentage at der ikke er tale om terminsleverance og at ingen garanti ydes på transporttiden."

Rettens konklusion var: "Den mellem parterne indgåede aftale om transport må efter sit indhold anses for en samlet transportopgave omfattende fragt af et 4.000 m2 terraplasgulv fra Danmark til Istanbul og retur. Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at der var tale om en terminstransport, men efter de oplysninger, der var afgivet over for Samson, måtte det stå klart, at det var en væsentlig forudsætning, at gulvet kunne anvendes ved en koncert den 26. maj 1993. Ved først at aflevere godset samme dag findes der at være indtrådt en forsinkelse, for hvilken "De To Handel- og Udlejning" har krav på erstatning, der fastsættes skønsmæssigt.

Som ovennævnte dom viser, kan transportøren naturligvis ifalde ansvar for forsinkelse, selvom der ikke er aftalt en leveringsfrist. Problemet bliver i sådanne tilfælde at beregne, hvornår der foreligger forsinkelse. Andet led af CMR-lovens § 27 har følgende ordlyd: Forsinket aflevering foreligger,....hvor ingen afleveringsfrist er aftalt, når den faktiske befordringstid overskrider den tid, som under de foreliggende omstændigheder med rimelighed kan indrømmes en omhyggelig fragtfører..." En sådan formulering er ikke til meget nytte.

CMR-lovens § 28 sætter en ydre grænse for forsinkelse - er godset ikke kommet frem inden for 60 dage, efter transportøren overtog godset til befordring, kan det betragtes som bortkommet. Herudover må det være en samlet vurdering af hele transportaftalen, der afgør, hvor lang tid der må bruges. Følgende forhold kan tillægges betydning; vejforhold, trafiktæthed, færgeforbindelse, kørehviletidsbestemmelse, transportstrækningens længde, politiske forhold i lande hvor transporten skulle gennemføres (her tænkes f.eks. på de særlige problemer som var forbundet med gennemkørsel af lande i det tidligere Sovjetunionen). Ofte vil sagen blive afgjort via en sagkyndig vurdering af, hvor lang tid den pågældende transport burde have taget.

Skulle resultatet efter en samlet vurdering blive, at transporten bliver anset som forsinket, skal transportøren erstatte det tab, som afsender/modtager har lidt som følge af forsinkelse, dog skal han aldrig betale mere end den samlede fragtbetaling. Dette fremgår direkte af CMR-lovens § 32.

Via reglen i CMR-lovens § 33 kan afsender mod betaling af særskilt vederlag sikre sig en større erstatning i tilfælde af forsinkelse. Dermed kan han sikre sig at avancetab og andet tab, som ofte ikke vil være dækket pga. af ansvarsbegrænsningen, bliver erstattet.

-----