Femern forvirring
Et tysk måske til fast Femern forbindelse – men flere danske kroner tak.
Pressetjenesten Ritzau var vanen tro hurtigt ude i går med meddelelsen om en tysk nedprioritering af den faste forbindelse over Femern Bælt. Men tyske medier er mindre bombastiske i deres udlægning af mødet mellem forbundstrafikminister Wolfgang Tiefensee og transportminister Flemming Hansen.
Ifølge Transport-Tidendes tyske søsteravis DVZ er Forbundsregeringen i Berlin klar til at medfinansiere en fast forbindelse. Tiefensee erklærede ifølge DVZ, at der ligger et fælles projekt forslag på bordet, som blot mangler godkendelse i Forbundsdagen og Folketinget, før projektet kan realiseres.
Ingen pengeTiefensees tilsagn rakte dog ikke til at sætte konkrete tal på Tysklands bidrag til broprojektet, men DVZ skriver, at EU vil bidrage med 1,5 mia. euro (omtrent 11 mia. kroner) og Danmark 650 mio. euro. Hovedparten af det 42 mia. kroner dyre broprojekt skal finansieres ved statsgaranterede lån, der skal betales via broafgifter som det kendes fra Storebælt og Øresund.
Flere tyske medier skriver dog i dag, at forbundsregeringen først vil underskrive en aftale, når Danmark har påtaget sig en større del af udgifterne – herunder betalingen for en del af de nødvendige tyske landanlæg.
-----