HTS: Trist udvikling i skraldekonflikten
- Vi stiller os fuldstændigt uforstående overfor skraldemændenes handling i dag, lyder det fra HTS.
Sent i går aftes lykkedes det alle involverede parter i skraldekonflikten i Århus at indgå en frivillig aftale, der kunne få de ulovligt strejkende skraldemænd til at genoptage arbejdet. Aftalen blev indgået mellem tillidsmanden på virksomheden HCS A/S, den lokale 3F-forening, den landsdækkende transportgruppe i 3F, LO, DA, HTS samt ledelsen i HCS A/S. Alle tilstedeværende var enige om, at det var en god aftale, der kunne løse konflikten.
På trods af denne aftale har skraldemændene i Århus samt enkelte andre steder i landet valgt at strejke ulovligt i dag.
Aftalen undsagt- Vi stiller os fuldstændigt uforstående overfor skraldemændenes ulovlige handling i dag, ovenpå den aftale vi i enighed indgik i går med deres repræsentanter på alle niveauer. Der er tale om en trist udvikling, hvor skraldemændene undsiger den aftale, som deres egen tillidsmand, deres lokale fagforening samt 3F og LO akkurat har givet håndslag på, siger afdelingschef André Rouvillian, HTS.
-----