Kombioperatør mod modulvogntog
Positive hollandske erfaringer kan ikke bruges i Tyskland.
Det er den store tyske kombioperatør Kombiverkehr, der advarer de tyske politikere.
En tilladelse til kørsel med modulvogntog i Tyskland vil få helt anderledes konsekvenser end i Holland, hedder det fra Kombiverkehr, der advarer mod at man forsøger at overføre tallene fra det hollandske storskalaforsøg til en prognose for modulvogntog i Tyskland.
Små afstande- Afstandene i Holland er så små, at der kun i meget begrænset omfang transporteres gods med tog internt i Holland, i modsætning til Tyskland, hvor afstandene er langt større. Derfor findes der simpelthen ikke noget potentiale for landevejstransporten for at hente gods fra jernbanen i Holland, påpeger Kombiverkehr.
Der er stigende interesse for at indføre 25 meter lange vogntog i Tyskland og flere delstater har allerede givet tilladelse til små forsøgskørsler med de såkaldte Giga-liners på faste ruter.
-----