Slendrian omkring i det indre marked
Selv om det går godt med gennemførelse af EU's indre marked, er der mange krænkelser af traktaten på bl.a. transportområdet. Slendrian, mener direktør Michael Svane, HTS
- Det var generelt opløftende læsning, da Europa-Kommissionen offentliggjorde resultattavlen for medlemslandenes evne til at implementere direktiverne om det indre marked, lyder det fra erhvervspolitisk direktør i HTS, Michael Svane, som peger på, at Danmark traditionen tro ligger meget fint til i opgørelsen, nemlig på en delt førsteplads.
- Det er vigtigt at holde sig i front, ikke mindst fordi det er grundlaget for, at vi i Danmark kan lægge pres på, at de øvrige medlemslande også opper sig.
KrænkelserMen bag tallene gemmer sig imidlertid forskelle mellem de enkelte medlemslande. Og bemærkelsesværdige forskelle fra sektor til sektor, fremhæver han.
- Resultattavlen afslører nemlig, at medlemslandenes slendrian målt i f orm af antal af traktatkrænkelsessager er størst på områder som miljø, energi og transport samt beskatning og told. Miljøområdet tegner sig for 18 pct. af de samlede antal sager, mens energi og transport samt beskatning og told hver for sig udgør 14 pct. af sagerne.
- Den danske regering må derfor tage initiativ til, at der sættes ekstra fokus på de sektorer som for eksempel miljø og transport, hvor problemerne med manglende gennemførelse af direktiver er særligt udtalte, siger Michael Svane.
-----