Stoppet i Norge.
Norske myndigheder stoppede dansk vogntog på grund af ABS- krav. Norske særregler går på tværs af de gældende regler i Wienerkonventionen
Helt i strid med Wienerkonventionen har de norske myndigheder på Svinesund grænsen mellem Sverige og Norge stoppet et dansk lastvognstog, fordi traileren ikke var udstyret med ABS-bremser.
Vognmand Erik Jensen fra vognmandsfirmaet Glass Carrier ApS i Skjern fik for et par uger siden den norske kærlighed at føle: - Vi kom kørende med en specialtrailer, som er helt nysynet og fejlfri, men ikke udstyret med ABS. Så det blev fuldt stop, og vi måtte betale for at få en 75 tonsmeter kran til at komme ud og laste godset om på et andet køretøj. Vi er bestemt ikke tilfredse med den behandling vi har fået af de norske myndigheder, siger Erik Jensen til www.e-nyt.com
Det har kostet mange penge, og vi skulle faktisk blot køre ca. 50 km fra Svinesund. Vi skrotter heller ikke lige den pågældende specialtrailer, hvor en ny nemt løber op i en halv mio. kroner.
Norske særregler
De norske myndigheder har nemlig lavet nye regler om, at alle påhængskøretøjer skal være udstyret med ABS for at måtte køre på de norske veje. Www.e-nyt.com spurgte dog allerede i december 2006, om de norske myndigheder overhovedet kan pålægge udenlandske køretøjer den slags særregler. Svaret fra Bilinspektør Victor Hollnagel fra Bilteknisk afdeling hos Færdselsstyrelsen lød dengang helt klar: Nej - Norge kan i følge Wienerkonventionens bestemmelser som udgangspunkt kun kræve de køretøjstekniske bestemmelser opfyldt, som kræves opfyldt i hjemlandet, og i hjemlandet, der i dette tilfælde er Danmark, er der ikke krav om at gamle trailere skal have eftermonteret ABS bremseanlæg.
-----