Og sandt er det, at en lang række energispare-tiltag havde så hurtige tilbagebetalings-tider, at de investerede penge var tjent hjem igen på få måneder - uanset om det var elsparepærer eller termostater.

Der er ingen tvivl om, at der kan gøres meget blot ved at tænke i energirigtige baner og tilrettelægge produktion og drift, så energiregnskabet indgår med større styrke.

I dag er vi heldigvis nået ud over den halvreligøse besværgelse af miljøet, som prægede debatten for år tilbage og kan forholde os mere nøgternt til hvilke investeringer, der giver mest miljø for pengene.

Det er let nok at stille sig op og kræve, at miljøet altid skal gå forud for al menneskelig aktivitet. ? Jeg vægter københavnernes sundhed meget højere end nogle få vognmænd, udtalte Københavns miljøborgmester Klaus Bondam forleden i forbindelse med et krav om dyre partikelfiltre til lastbiler.

Ja, hvem ønsker, at folk skal blive syge. Men det vigtige i den slags spørgsmål er jo, at forholde sig til kendsgerningerne frem for at springe på den første den bedste parole. Man kan hurtigt brænde en masse penge af på hovsa-løsninger. Derfor er der god grund til at trække vejret, inden man beslutter sig for den ene eller anden løsning.

I transporterhvervet er der en klar bevidsthed om, at miljø og energiforbrug er noget, der skal tages seriøst. Det hører i dag med til almindelig anstændighed for enhver moderne erhvervsvirksomhed at se på, hvordan man påvirker sine omgivelser i dagligdagen ? og hvad man kan gøre for at forbedre sig.

Det er efterhånden længe siden, at transportbranchen selv begyndte at tage ansvar for sin miljøpåvirkning. Mest kendt er ITDs (dengang FDE) og transportkøbernes miljøudspil, som satte mål for, hvad der skulle til for at gøre en forskel og påtage sig nogle forpligtelser.

Siden har ingen transportorganisation haft en generalforsamling uden at have miljø og energibesparelser som fast punkt i beretningen. Og ingen virksomhed, der ønsker at bevare et godt image, har ladet hånt om miljøet.

Og hertil kommer, at der faktisk er penge at spare f.eks. på en god brændstoføkonomi for lastbilflåden. Konkurrencen er i dag så hård, at ingen har råd til at se stort på forbruget og blandt lastbilproducenterne er det tungtvejende salgsargument, at man er lidt bedre på brændstoføkonomi og miljø end konkurrenten. Det har sammen med samfundets stigende krav skabt en motorteknologi, som ikke ret mange andre industrier kan måle sig med.

Det er et langt sejt træk, der er gået forud og der er ingen planer om at hvile på laurbærrene.

Senest er der kommet energiudspil såvel fra EU-kommissionen som fra regeringen, der begge har et godt øje til transportsektoren, som notorisk er en stor energiforbruger. Blandt andet er der tale om at indføre krav om brug af biobrændstof i et vist omfang. Det er der sikkert mange gode argumenter for ? og måske har Danmark chancen for at være i front med den tilhørende teknologi ligesom på vindmølle-området. Men der er ingen tvivl om, at det kommer til at koste mange penge. Og så er spørgsmålet hvem der skal betale. Forureneren betaler, lyder et forslag. Men hvem er egentlig synderen. Er det f.eks. ejeren af lastbilen, som bruger x liter diesel for at transportere nogle varer. Eller er det afsenderen, eller måske modtageren. Til syvende og sidst ender regningen altid hos forbrugeren.

Transportbranchen vil aldrig modarbejde en nødvendig miljø- og energipolitik. Tværtimod. Men den positive medvirken kræver, at der er så meget kvalitet i de politiske beslutninger, at resultatet bliver nogle afbalancerede løsninger, som er til at leve med for et professionelt erhverv, der har en samfundsopgave at løse ? hver dag.

-----