Møbeltransportør konkursramt
Det tidligere meget store vognmandsfirma A-Transport af 1998 A/S, der indtil efteråret 2005 bar navnet Arling Transport af 1988 A/S, blev den fjerde januar erklæret konkurs ved retten i Haderslev. Ved konkursen havde selskabet ikke færre end 82 tilladelser til godstransport mod betaling samt 78 EU-licenser med direktør og vognmand Sven Arling som ansvarlig leder. Tilladelserne var på trods af navneskiftet i 2005 udstedt på navnet Arling Transport af 1988 A/S.
Ifølge Sven Arling, har der dog ikke været registreret mere end ti trækkende enheder i perioden fra 2003 og frem til navneskiftet i 2005. De ti trækkere blev solgt fra i efteråret 2005, og samtidig blev Sven Arlings Luxembourg-selskab solgt fra til søstervirksomheden Arling International Møbeltransport A/S.
Siden den første september 2005 har der ud over Sven Arling selv ikke været nogen ansatte i det konkursramte selskab, og der har udelukkende været drevet trailerudlejningsvirksomhed og udlejning af lagerplads.
- Det er også en fejl at vi ikke havde fået returneret alle tilladelserne i det konkursramte firma, siger Sven Arling til Danmarks Transport-Tidende.
Arling International Møbeltransport A/S, der er hjemmehørende på samme adresse i Haderslev og som råder over 26 tilladelser til godstransport mod betaling, er stiftet den 20. december 2004 og overtog den første januar 2005 speditionsaktiviteterne, der omhandler international møbeltransport samt medarbejderstaben fra det daværende Arling Transport af 1988 A/S med henblik på et glidende generationsskifte eller alternativt et salg af speditionsaktiviteterne, siger Sven Arling. Dette selskab, der også har Sven Arling som ansvarlig leder, råder over et lager på 10.500 m2 i Haderslev.
Revisionen tog forbeholdVi har kigget på det sidste offentliggjorte regnskab (regnskabsåret 2004/2005) for det konkursramte firma, A Transport af 1988 A/S. Revisionen har taget forbehold på flere områder, bl.a. hedder det: - Vi kan ikke vurdere udfaldet af de i ledelsesberetningen omtalte anlagte sager m.m., herunder selskabets fortsatte drift. Endvidere skal det bemærkes, at vi ikke fuldt ud kan vurdere interne afregninger mellem koncernforbundne selskaber.
Selskabet skal ifølge ledelsesberetningen være involveret i en række sager i forbindelse med ejendomshandel, med samlede krav på over fire mio. kroner. Ledelsen afviser kravene, men erkender, at sagsanlæggene kan koste egenkapitalen og dermed skaber usikkerhed omkring den fremtidige drift. Samtidig angiver ledelsen årsagen til det ?klart utilfredsstillende? resultat, som afmatning af den danske møbeltransport til Tyskland, samt tab på debitorer og underskud i dattervirksomheder.
Fra regnskabsåret 2003/2004 til 2004/2005 er bruttofortjenesten næsten halveret, mens det eksempelvis kun er lykkedes at reducere personaleomkostningerne med en fjerdedel i den samme periode. Trods ekstraordinære indtægter ved salg af en ejendom på godt 400.000 kroner, så styrtdykker driftsresultatet fra pæne 2,2 mio. kroner i 2003/2004 til et driftsminus på 1,6 mio. kroner, og underskuddet i datterselskaberne er mere end 10-doblet fra små 150.000 kroner i 2003/2004 til tæt på to mio. kroner i 2004/2005.
Det giver et resultat før skat på -4,2 mio. kroner, og der er ikke udbetalt udbytte i regnskabsåret.
-----