Fluen gabte og strakte sig længe og inderligt i sin vindueskarm på vognmandens kontor. Det bliver et godt år, tænkte den. Firmaet havde skiftet rengøringsfirma, og de nye havde ikke opdaget, at der var blevet glemt en hel æske med kransekagekonfekt på en af hylderne på kontoret.

Der havde været så usædvanlig travlt i firmaet omkring nytår, at vognmanden helt havde glemt, at der også var tilbehør til det glas, man plejede at få på årets sidste arbejdsdag. Normalt kørte firmaet kun på vågeblus omkring helligdagene, og det nye år plejede at begynde ret stille. Men ikke i år.

Vognmanden havde påtaget sig et par ekstra opgaver, selv om han godt vidste, at man var ved at nå grænsen for, hvad man overhovedet kunne overkomme.

I hvert fald havde bogholderen været tæt på at sige fra. Han var ikke bange for at sige chefen imod, når det var nødvendigt, og det følte han i den grad, at det var netop nu

- Vi kan simpelthen ikke nå det. Og slet ikke hvis det skal gøres ordentligt, havde han sagt.

Og nu kom han igen ind på chefens kontor med det som fluen kaldte for hans "hvad-sagde-jeg" ansigt.

- Jeg ser, at vi har fået endnu en opsigelse, sagde han vel vidende, at chefen altid havde sat en ære i, at medarbejderne var så stabile og sjældent havde hverken lyst eller grund til at skifte.

- Ja, det er ærgerligt. Det var ellers en god mand, men han har fået et tilbud, som vi ikke har en chance for at konkurrere med. Desuden går han jo over til IT-branchen. Der er noget med, at han er computernørd i fritiden.

Bogholderen nikkede. - Det er rigtigt. Men nu har vi mistet både chauffører og kontorfolk. Hvor vil du skaffe de folk fra, som skal klare de nye opgaver, som du har taget ind.

Vognmanden kiggede ud i luften. Fluen kunne se, at han var lidt tvivlrådig.

- Du ved jo godt, at jeg ikke bare tager imod nye ordrer ud i det blå. De to nye kunder kan blive rigtig interessante på længere sigt.

- Da ikke hvis ikke vi kan klare at levere deres gods til tiden. Du siger jo altid, at det er vores troværdighed, der står på spil, hvis ikke vi kan holde det vi lover.

- Jeg har ikke lovet dem så meget, som vi plejer. Jeg lagde kortene på bordet, og sagde, at vi ville slås for at levere vores sædvanlige kvalitet, men at der er så meget pres på i øjeblikket - både på ansatte og materiel - at vi ikke kan garantere noget. Det kan de andre i øvrigt heller ikke, sagde vognmanden i sit slut-på-diskussionen tonefald.

Men bogholderen lod sig ikke standse. Fluen kunne se, at han tog tilløb til en længere diskussion. Og det kunne chefen tilsyneladende også, så han rejste sig op.

- Så vidt jeg kan se, får de nye kunder da al den service, de kan drømme om. Du har i hvert fald prioriteret dem højere end et par af vores gode gamle kunder. Det kan jeg da se, vedblev bogholderen.

Vognmanden tog sin kam op af lommen og begyndte at rede sit tynde hår, som han ofte gjorde helt ubevidst, når han følte sig presset.

- Der er nogle af de gamle kunder, som vi har forkælet alt for meget, sagde chefen og kiggede på bogholderen, som så noget forbløffet ud:

- Jamen det er da det stik modsatte af, hvad du altid har forfægtet. Jeg kan høre dig sige igen og igen, at kunderne går forud for alt, og fluen kunne høre, at bogholderen efterlignede chefens stemme: - "Loyale kunder skal føle, at de bliver behandlet som konger her i firmaet", ironiserede han.

Fluen kunne se, at den gik rent ind hos vognmanden. Den vidste, at han gik ind for nogle dyder, som skulle fastholdes uanset hvad. Derfor var han så at sige fanget i sin egen fælde. Men han var ikke så let af slå ud:

- Helt enig. Loyalitet er altid vigtig. Men loyalitet skal helst gå begge veje.

Den købte bogholderen vist ikke, så vidt fluen kunne bedømme.

- Nu firer du vist lige rigeligt på dine principper, sagde han.

Men chefen holdt på sit: - Erhardtsen har været kunde hos os i over 10 år. En god og solid kunde, som altid betaler til tiden. Men vores samarbejde startede jo med, at vi gav ham et ekstra godt tilbud. Kan du ikke huske det? Og da han var i knibe en overgang fik han jo en rabat i form af både rabat og ekstra ydelser. Nu vil han overhovedet ikke høre tale om den mindste ændring i prisen eller andet. Han har reelt presset os længe. Og nu får han så, hvad han skal have, men ikke ekstra. Det har vi ikke tid til.

Fluen kunne se, at han ikke var til sinds at rokke sig fra det standpunkt, og det kunne bogholderen også.

- Hører jeg dig sige, at du i realiteten vil smide de gamle kunder ud, spurgte bogholderen, som kunne være ret direkte.

Det kunne vognmanden ikke lide at høre, men han skiftede ikke mening:

- Som sagt så skal der være en vis gensidighed, hvis det skal være en god forretning for begge parter. For mig handler det om, at vi leverer en vare, som det er blevet dyrere og mere besværligt at yde. Se selv på kalkulationerne. Det er ikke som det var. Og hvis ikke en kunde som Erhardtsen er med på, at der skal ske en naturligvis tilpasning mellem pris og den værdi han får, så yder han jo heller ikke sit. Vores omkostninger er jo blevet tvunget i vejret.

Bogholderen nikkede. Tal, det forstod han - og fluen forstod, at ingen havde opdaget, at kransekagekonfekten stadig stod på hylden.

-----