Det er en del teatertorden forud for denne overenskomst-situation. Nogle lønmodtagergrupper har spillet ud med store forventninger på grund af den gode

vækst i samfundet og manglen på kvalificeret arbejdskraft - Men der er altid to parter i en forhandling og LO-formanden ved godt, at vilde lønkrav er urealistiske

Det er ikke alene overskuddet i mange selskaber og pæne aktiekurser, som er bragt i spil som argument for en veritabel lønfest, også meget store direktørlønninger og bonusser danner baggrund for nogle høje forventninger.

Men der skal to til tango og selv om arbejdsgiversiden har været relativt tavs i sine udmeldinger. Industrien har talt om øget fleksibilitet, et forhold, som allerede er ret vel afklaret i f.eks. transportoverenskomsterne. Men ellers er der lagt op til en klassisk overenskomst-situation.

Som sekretariatschef i ATL Andre Rouvillain peger på, så er der dels tale om en sædvanlig interesse-konflikt, hvor lønmodtagerne gerne vil sælge deres arbejdskraft så dyrt som muligt, mens arbejdsgiverne helst vil have den så billigt som muligt. Men derudover er der en fælles interesse for virksomhedsledelserne såvel som for de ansatte i, at få hverdagen til at køre på fornuftig vis - bl.a. ved hjælp at klare overenskomster, så man ikke er i tvivl om, hvad man er enige om.

I de senere år har der også bredt sig en forståelse af, at det er vigtigt, bevare konkurrence-evnen både på hjemmemarkedet og på eksportområdet. Hvis virksomheden klarer sig godt, er der også mere at forhandle om, og hvis medarbejderne yder deres bedste, er der tilsvarende større chance for at arbejdspladserne bevares og jobbet bliver mere spændende.

På transportområdet er det ATLs og 3F's 3-årige normallønsoverenskomst, som er det store toneangivende forhandlings-område. Og her spiller det ind, at det er parter som er vant til at sidde overfor hinanden ved forhandlingsbordet - og som ved hvad det handler om. De behøver hverken holde 1. maj taler eller driftsøkonomiske foredrag for hinanden, men kan gå direkte til sagen.

ATL oplyse, at der allerede har været afholdt et par møder mellem parterne, som de kan spore sig ind på hinanden og de centrale områder. Foreløbig går det stille og roligt og ingen kan i dag give noget kvalificeret bud på, hvordan og hvornår, der ender.

Der venter under alle omstændigheder lange og seje forhandlinger, for ingen har lyst til at "slå søm i", som det hedder, når enighed opnås, før alle udveje for at forbedre sit resultat er prøvet til bunds. Derfor bliver der med garanti også natlige forhandlinger og døgnlange seancer ved forhandlingsbordet.

Overenskomsterne på det private arbejdsmarked på transportområdet udløber 1. marts, men hvis parterne ikke er enige fortsætter forhandlingerne i forligsinstitutionen, hvor ingen rigtig kan vide, hvordan forløbet bliver - selv om traditionen i dag foreskriver, at de største område - industriens område - gør sig færdig først for at lægge niveau for, hvor procenterne ligger, når hele regnestykket gøres op. Derefter kommer normallønsoverenskomsterne typisk - og hertil hører chaufføroverenskomsterne m.v.

Der har ikke været storkonflikt siden 1998, og selv om nogen mener, at det er gammeldags - og frygtelig dyrt - at strejke og lockoute, så er selve forhandlingssystemet bygget op omkring netop den mulighed. Og meget afhænger af, hvem der har råd til mest. Hvor går smertegrænsen. Her er det ikke blot nøgterne vurderinger, der spiller ind, men også en god del psykologi og forventningspres.

Men foreløbig er det kun optakten som er i gang, og alt kan ske, men som den erfarne forhandler fra ATL, Andre Rouvillain siger, så er det med overenskomster lidt lige som med foråret. Alle ved, at det nok skal komme, men det kan godt trække ud nogle gange.

-----