Kunderne bestemmer vores størrelse
Vamdrup Specialtransport vil være en af de bedste i branchen, og er klar til at følge med kundernes ønsker til firmaets grej og størrelse. Til marts får firmaet leveret Europas første 275 ton/meter lastbilmonterede kran.
Det er fredag eftermiddag en januardag i sydjyske Vamdrup. Luften er kold, mørk og lysegrå. Det er næsten umuligt at finde plads til en almindelig personbil på parkeringspladsen foran Vamdrup Specialtransport. Der er ganske enkelt fuldt hus. Inden for myldrer det af liv. På kontoret og ude i værkstedet. Under bruseren i omklædningsrummet skyller skiftende chauffører arbejdsstøvet af efter dagens dont. Oppe i frokoststuen får en stor flok af firmaets 37 medarbejdere sig en kop eftermiddagskaffe og en munter snak mand og mand imellem før fyraften. Der lyder godmodige, drillende kommentarer til snart den ene, snart den anden kollega.
- Det har været et par hektiske dage her op til weekenden, lyder det fra indehaveren af Vamdrup Specialtransport, Jørgen Egeskov Jensen, der foruden at være firmaets mester også er nyvalgt formand for DTL.
Godt grejDenne artikel koncentrerer sig om Vamdrup Specialtransports indehaver, der 4. december 2007 kan fejre 25 års jubilæum. Den smede- og landmandsuddannede Jørgen Egeskov Jensen begyndte med købet af en lastbil med kran. Siden er han vokset støt. Der er tilføjet 15 ekstra navne på lønningslisten de sidste tre år.
Hvis det går som planlagt, kan jubilæet fejres i nye rammer i Vamdrups nye industrikvarter. Her råder firmaet over 23.000 kvadratmeter jord, og byggeplanerne lyder på kontor, stort værksted og et ønske om at få tag over hvert eneste af firmaets køretøjer. Det vil sige 18 forvogne/krantrækkere med kraner i størrelsen 16 tons/meter til 210 tons/meter, 2 mobilkraner, 2 blokvognstrækkere, plus det løse.
Om det lykkes at få det hele i tørvejr hver dag, er endnu lidt usikkert, men det kunne være godt for grejet.
At Jørgen Egeskov passer godt på sit grej, skal der ikke herske tvivl om. Når medarbejderne kommer til fyraften, parkerer de kraner, biler m.v. hjemme på pladsen og tager deres private biler hjem. Der er udstyr for mange penge, og det skal hjem på plads, lyder det fra Egeskov, hvis ønske om orden på både plads og værksted er fulgt til punkt og prikke. Her kan enhver finde sit, og alting har sin faste plads.
Interesserede medarbejdereNår talen falder på firmaets gang, er chefen lynhurtig til at uddele ros til sine medarbejdere. Mens han kører land og rige rundt som formand for DTL og som formand for Vejle Amts Vognmandsforening, er der nogle solide folk derhjemme, som får dagligdagen til at fungere godt.
- Vores folk er fænomenalt dygtige. De ved, hvad de har med at gøre. De interesser sig for deres arbejde, og de har evnerne til arbejdet. For at arbejde her skal man have et godt hoved, kunne tænke selvstændigt, være rimelig god til at regne - og regne den ud, når der skal lastes og løftes tunge læs, fortæller Jørgen Egeskov og tilføjer:
- Vi har ikke problemer med at få chauffører. Folk henvender sig til os for at høre, om vi har arbejde, og de, vi har ansat, er alle sammen håndplukkede.
MillionunderskudAt firmadomicilet er fyldt til bristepunktet med materiel og mandskab, er ikke et led i en større strategi.
- Jeg har aldrig tænkt, om firmaet skulle være småt eller stort. Vi servicerer vores kunder efter de behov, de har. Når kunderne vokser, følger vi med. Og hvis der kommer dårlige tider, må jeg tage en kold overvejelse af, hvad vores kunder har behov for. Det er kold business, hvor vi ikke har plads til at have materiale til at stå, som vi ikke har brug for. Vores investeringer er store, meget store, siger Jørgen Egeskov, der har prøvet dårlige tider.
I 2003 gik det hele i tomgang. Vi havde gearet op, men manglede 10-15 procent af omsætningen hele året, og til sidst på året gik det helt i stå. Det år havde vi et underskud på 2,3 mio. kr.
Stop opJørgen Egeskov understreger, at firmaets eksistens er afhængig af aktiviteterne i det øvrige samfund. Han tror ikke på filosofien om, at et firma i dårlige tider skal sælge sig selv billigere.
- Hvis ikke du har et dækningsbidrag hjemme, kan du køre dig selv ihjel. Du kan arbejde dig fattigere, lyder det fra vognmanden, der selv jævnligt bruger sit eget gode råd til andre vognmænd. - Stop op og tænk situationen godt igennem. Sådan drøfter vi hele tiden, om der er noget, der kan gøres bedre. Vi giver os ikke på prisen, vi leverer en 100 procent god service til vores kunder.
LM Glasfiber er firmaets største kunde, hvor Vamdrup Specialtransport transporterer vindmøllevinger og laver interne flytninger af produktionsmaskiner og støbeforme rundt i virksomheden. Men vognmanden ved udmærket, hvor farligt det kan være at lægge alle sine æg i den samme kurv, og årligt har firmaet da også 5-600 forskellige kunder.
Tilbage til økonomien, hvor 2003 var et smertens år, blev 2004 og 2005 "fornuftige år". Og 2006 er det bedste år, firmaet nogensinde har haft.
Åben for generationsskifteDen 56-årige vognmand har ikke planer om at stoppe foreløbig.
- Men hvis en eller anden vil overtage firmaet, så er jeg åben for det. Firmaet er, i form af søsterselskaber og et holdingselskab, klar til et generationsskifte, når det bliver aktuelt. Min interesse er, at mit livsværk fortsætter i en eller anden form, lyder det fra Jørgen Egeskov, der til dato ikke har drøftet sagen med eventuelle købere.
Når han ser tilbage, er han ikke sikker på, han ville gøre det om, hvis han fik muligheden.
- Det har taget 25 år at bygge op. Starten var sej, og det var hårdt slid. Det koster i den anden ende med familie og venner, og livet er ikke kun arbejde. Så selvom vores folk har mange timer, så får de fri, når de spørger om fri. Vi har to faste afløsere og fire lærlinge, der kan tage over. Engang imellem kan jeg også tage en lastvogn eller en kran, hvis kørselslederne ikke kan få det til at hænge sammen. Jeg kan måske ikke gøre det lige så hurtigt, som de bedste, men som regel går det da.
-----