Volvo vil tiltrække de dygtigste mekanikerlærlinge
Uddannelsen som mekaniker kræver i dag mange flere færdigheder på blandt andet IT- området end tidligere. Det tager Volvo Lastvogne nu konsekvensen af og tilbyder en Volvo-støttet mekanikeruddannelse
Volvo Lastvogne har sammen med Vejle Tekniske Skole udformet en mekanikeruddannelse, som indeholder en række fordele for de særlige Volvo hold, der har udannelsesstart i august 2007.
Volvo stiller nemlig højteknologisk udstyr til rådighed på skolen og professionelle undervisere i særlige emner i alle uddannelsens hovedforløb.
Alle Volvo lærlinge får således adgang til Volvos Intranet med mulighed for E-learning. I hele uddannelsesforløbet vil mekanikerlærlingen få en løn efter gældende overenskomst, tilskud til både stort og lille kørekort, samt betalt ophold på skolehotel i uddannelsesbyen, Vejle, under skoleopholdene, oplyser Volvo.
Lærlingene kommer endvidere på studiebesøg på Volvo fabrikken i Göteborg og uddannelsen vil i det hele taget få et internationalt tilsnit, der giver kompetence og rigtigt gode karrieremuligheder - også uden for landets grænser.
ForløbetFor at påbegynde en mekanikeruddannelse kræver det et grundforløb, som kan tages på de fleste tekniske skoler i Danmark. Mekanikeruddannelsen varer 3½ år og er bygget op omkring syv hovedforløb. Hvert hovedforløb har en varighed på fem uger. Når lærlingen ikke er i skole, arbejdes der på værkstedet med de fag, der blevet undervist i på skolen.
Adm. direktør for Volvo Truck Center Danmark, den største Volvo forhandler i Danmark, nordmanden Arne Knaben, har selv en mekaniker-uddannelse som ballast og udtaler:
- Jeg har altid elsket lastbiler. Så jeg er nok lidt farvet. Men jeg må jo konstatere, at alle udfordringer i min dagligdag handler om tre ting: teknik, mennesker og økonomi. Så uden min baggrund som mekaniker, havde jeg ikke kunnet stå i spidsen for Danmarks største Volvo forhandler.
Teknisk kompetencePå de kommende uddannelsesmesser i Herning den 18. - 20. januar, i Aalborg den 25. - 27. januar og i Forum i København den 1. - 3. februar vil kommende mekanikerlærlinge kunne høre mere om de særlige fordele der er ved at arbejde med dieselmotorer og dieselteknologi
Det giver f.eks. en meget bred teknisk kompetence, som også omfatter elektronik, hydraulik, airconditionering og oliefyr.
Dieselmotorer er den mest anvendte motorkraft i mange industriforetagender, kraftværker, skibe, traktorer, entreprenørmaskiner og endelig var det også en dieselmotor, der lå i den vogn, der vandt det senest 24 timers Le Mans løb.
Tidligere er også Scania gået aktivt ind på uddannelses-området. Det foregår i samarbejde med Vejle Tekniske Skole.
-----