Dynamisk vognmandsfirma har passeret de 100 år
Med alderen trykker ikke - tværtimod møder vi en ejer med lyst til at benytte den nyeste teknik
Edmund Kristiansen ApS Glamsbjerg Vognmandsforretning er en virksomhed med masser af historie. Virksomheden er etableret helt tilbage i 1898 og fejrede således 100 års jubilæum for snart ti år siden.
Den nuværende ejer vognmand Jens Peder Pedersen overtog virksomheden af vognmand Bjarne Kristiansen, som var tredje generation i Kristiansen-familien. Da Jens Peder Pedersen den første juli 2005 overtog virksomheden rådede vognmandsforretningen over 16 trækkende enheder.
Siden er der sket udvidelser af virksomheden, både som en direkte udvidelse af vognmandsforretningen og en udvidelse i form af overtagelsen af en speditionsforretning med flere grusgrave.
I dag råder Edmund Kristiansen ApS nemlig over 23 trækkende enheder. I 2006 købte vognmand Jens Peder Pedersen nemlig firmaet IN-Trans i Vejle med tilhørende grusgrave i Give.
Gennem dette opkøb beskæftiger man hver eneste dag mange eksterne vognmandsbiler, der er med til at udføre store transportopgaver.
Logistik og håndteringVognmandsfirmaet havde i forvejen egen miljøplads i industrikvarteret i Glamsbjerg, hvor der blandt andet knuses gammel beton. Et af de vigtige forhold, da Jens Peder Pedersen overtog firmaet, var, at der til forretningen var tilknyttet en stribe gode og loyale medarbejdere, som både kendte opgaverne og kunderne. Ved overtagelsen lagde Jens Peder Pedersen også stor vægt på at forretningens kunder ikke skulle opleve for store forandringer, så de som tidligere stadig har fornemmelsen af at de blot kan ringe og få løst transportopgaven.
Vognmandsvirksomhedens egen vognpark er delt op i to store grupper, nemlig skovbiler og køretøjer til bygge- og anlægssektoren.
Den største kundegruppe er entreprenører, men også teglværker, savværker og skovejere fylder godt i kundemassen.
Et af de nye arbejdsområder, som Jens Peder Pedersen har taget op, er en løsning der både omfatter logistikken og håndteringen af alle former for materialer, som benyttes i forbindelse med renoveringen af det danske jernbanenet. Herunder speciel vaskning og sortering af alle granitskærver, som bliver sejlet ind til udvalgte havne i Danmark.
TransportlivJens Peder Pedersen har levet langt den største del af sit liv i transportbranchen lige fra chaufførjobs til jobs som kørselsleder hos store fynske vognmandsforretninger. Han er heller ikke religiøs med bestemte produkter. Det kan tydelig ses på vognparken i den store vognmandsforretning. Her et par år efter overtagelsen er de nye køretøjer fordelt på Iveco, MAN, Scania og Volvo, og da MAN Odense A/S kunne levere den nye Menci tippeladstrailer, var han ikke længe om at slå til. Da vi besøgte Glamsbjerg Vognmandsforretning havde man netop fået leveret den første af fire nye Volvo FH16". Jens Peder Pedersen fortalte, at firmaet sidste sommer fik leveret to nye Volvo FH 520 6x4 begge med I-shift gearkasse og opbyggede til tømmertransporter. De to vogntog kører i skoven hver eneste dag, og det går fantastisk. På trods af mange advarsler mod gearkassen med automatiseret gearskifte, går det over al forventning.
Chauffør på den ene af de to tømmervogntog, havde i knap en snes år udelukkende kørt i et andet svenske mærke, så der var ikke mange som troede det ville vare længe med det nye bekendtskab. Men i dag er chaufføren meget glad for Volvo'en med det suveræne gearskifte.
I administrationen er der ansat fire medarbejdere inklusiv vognmand Jens Peder Pedersen og hans kone Jette Kurup, der passer bogholderiet. Desuden er den tidligere ejer. Bjarne Kristiansen stadig tilknyttet virksomheden, hvor han ofte kører med en lastvogn.
-----